“Nogle gange begynder det med en undren eller nogle gule flag.” Nye læringsmaterialer skal gøre det lettere at få øje på psykisk vold

Hvornår er adfærd i en nær relation psykisk vold – og hvornår er der tale om konflikter eller uhensigtsmæssige dynamikker? Nye materialer fra Lev Uden Vold skal støtte fagpersoner i de vurderinger, hvor svaret ikke er entydigt.

Psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold i Danmark, men kan være svær at få øje på. Tegnene kan være subtile og svære at skelne fra konflikter og andre problematiske dynamikker i en relation.

Det kan efterlade fagpersoner med en vanskelig opgave: Hvornår er der grund til bekymring? Hvad skal man lægge mærke til? Og hvordan undersøger man sin tvivl nærmere?

Det er nogle af de spørgsmål, Lev Uden Vold sætter fokus på i to nye læringsmaterialer om psykisk vold: Vidensnotatet Hvor står vi nu med psykisk vold? og det praksisrettede refleksionsmateriale Psykisk vold i praksis.

”Psykisk vold kan være vanskelig at afgrænse, fordi det ikke er den enkelte handling, der fortæller os, om der er tale om vold. Vi er nødt til at se på relationen og på det mønster, der tegner sig over tid. Derfor vil der også være situationer, hvor man som fagperson er i tvivl. Med materialerne vil vi gerne give fagpersoner noget, der kan støtte deres faglige blik og kvalificere deres refleksion, når de står i de gråzoner,” siger Christina Rask, chef for analyse, formidling og fundraising i Lev Uden Vold.

Materialerne er udviklet i samarbejde med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) og Mandecentret med støtte fra OAK Foundation Denmark. De bygger på både forskning og erfaringer fra fagpersoner, der arbejder med vold i nære relationer.

Ingen facitliste: Fem pejlemærker kan støtte den faglige vurdering
Når fagpersoner skal vurdere, om der kan være tale om psykisk vold, er tvivl ofte et grundvilkår. Sjældent kan psykisk vold identificeres ud fra ét tegn, ét redskab eller én definition. Læringsmaterialerne peger på fem pejlemærker, der kan være en støtte i undersøgelsen af, om der kan være tale om psykisk vold:

  • Mønster over tid

  • Relationel kontekst

  • Ulige magtforhold

  • Regler og regelbrud

  • Begrænsning og tilpasning

Pejlemærkerne er ikke en facitliste, hvor et bestemt antal tegn afgør, om der er tale om psykisk vold. De skal i stedet hjælpe fagpersoner med at undersøge relationen fra flere vinkler og kvalificere den samlede vurdering.

Fra viden til praksis
Vidensnotatet samler den aktuelle forskning og praksisviden om, hvordan psykisk vold kan forstås og afgrænses. Refleksionsmaterialet omsætter denne viden til konkrete pejlemærker, spørgsmål og cases, der kan bruges i praksis.

Materialet er både til fagpersoner, der arbejder direkte med voldsudsatte og til fagpersoner, som møder mennesker i andre sammenhænge, og som får en bekymring for, at psykisk vold kan være en del af deres situation.

”Man kan ikke altid afgøre i første møde, om en borger er udsat for psykisk vold. Nogle gange begynder det med en undren eller nogle gule flag. Det vigtige er, at man reagerer på sin bekymring og bliver nysgerrig på, hvad der ligger bag: hvad skal undersøges nærmere, hvilke spørgsmål kan man stille, og hvornår er der behov for sparring eller henvisning til anden hjælp,” siger Christina Rask, chef for analyse, formidling og fundraising i Lev Uden Vold.

Hent materialerne:

Hvor står vi nu med psykisk vold? – Et vidensnotat baseret på forskning og praksis

 

Psykisk vold i praksis – Refleksionsmateriale til fagpersoner

Andre nyheder

Forlad side