18.09.2026
Josephine Fock: Det er ikke nok at slå hårdt ned på omsorgsvask
Et profitforbud må ikke skygge for diskussionen af, hvordan vi sikrer faglig kvalitet på det sociale område, skriver Josephine Fock.
DEBATINDLÆG Indlægget er underskrevet af: Josephine Fock, Direktør i LOKK - Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Altinget, 18.09.2026, kl. 02.00
Hvis et kommercielt krisecenter både visiterer til sin egen indsats og samtidig kan have en økonomisk interesse i høj belægning og længere ophold, kan der opstå en grundlæggende interessekonflikt, skriver Josephine Fock. | Foto: LOKK
Socialminister Monika Rubin har gentagne gange gjort det klart, at denne regering vil slå hårdt ned på svindel på socialområdet – senest her i Altinget.
På det seneste socialdemokratiske årsmøde stillede statsministeren også skarpt på velfærdskriminalitet, hvor hun luftede muligheden for at indføre profitloft på sociale tilbud.
Vi er selvfølgelig helt enige: Snyd med offentlige midler og sociale tilbud, der ikke lever op til deres lovpligtige ansvar, skal bekæmpes – ikke mindst på krisecenterområdet, hvor voldsudsatte mennesker, der står i en voldsom og akut krise, søger hjælp og støtte til at bryde med volden.
De skal kunne have tillid til, at et krisecenter leverer voldsfaglige indsatser af høj kvalitet både for voksne og børn, uanset hvor i landet disse krisecentre befinder sig.
Snyd med offentlige midler og krisecentre, der ikke lever op til deres ansvar, undergraver både indsatserne til de voldsudsatte og tilliden til hele krisecentersektoren.
Grundlæggende interessekonflikt
Krisecentrene adskiller sig fra andre dele af socialområdet. En voldsudsat kan henvende sig direkte til et krisecenter uden først at blive visiteret af kommunen. Krisecentret foretager den faglige vurdering af, om borgeren er i målgruppen og kan visiteres til et ophold.
Det såkaldte selvmøderprincip er helt afgørende for, at alle voldsudsatte hurtigt kan komme i sikkerhed og få støtte til at bryde med volden.
Det princip skal vi værne om.
"Vi mener helt grundlæggende, at eventuelle økonomiske overskud på kommercielle krisecentre bør blive i tilbuddet."
Men princippet forudsætter samtidig høj faglighed og stor tillid til krisecentrenes visitation.
Hvis et kommercielt krisecenter både visiterer til sin egen indsats og samtidig kan have en økonomisk interesse i høj belægning og længere ophold, kan der opstå en grundlæggende interessekonflikt.
LOKKs medlemmer er alle non-profit krisecentre, og vi mener helt grundlæggende, at eventuelle økonomiske overskud på kommercielle krisecentre bør blive i tilbuddet og anvendes til at styrke den faglige indsats på det pågældende krisecenter.
Profitdebatten løser ikke kvalitetsopgaven
Men diskussionen bør ikke alene være et spørgsmål om profit. Vi skal i stedet huske på, hvad vores fælles ambition er: at sikre, at alle voldsudsatte voksne og børn tilbydes specialiserede indsatser af høj faglig kvalitet, uanset hvilket krisecenter de bliver visiteret til.
Desværre har vi set adskillige tilfælde af, at det modsatte sker med store menneskelige konsekvenser til følge.
Så hvordan sikrer vi høj faglig kvalitet på tværs af hele krisecentersektoren?
Der findes faktisk allerede en faglig infrastruktur, som kan bringes langt mere aktivt i spil. Landets krisecentre har gennem mere end 40 år opbygget omfattende praksisviden om vold i nære relationer og om de indsatser, der hjælper voldsudsatte voksne og børn med at bryde med volden og skabe et liv i tryghed.
"Succeskriteriet skal ikke alene være, at vi slår hårdt ned på ‘omsorgsvask’ og velfærdskriminalitet."
Som landsdækkende organisation for krisecentrene samler LOKK denne viden på tværs af sektoren. Vi har dermed et stærkt udgangspunkt for at bidrage til udviklingen af den faglige kvalitet i sektoren.
Det er en ressource, der i dag kan bruges langt mere strategisk. LOKK er med til at omsætte erfaringerne fra krisecentrenes hverdag til et fælles og solidt fagligt fundament for sektoren, så den får fælles kvalitetskriterier og faglige standarder samt systematisk kompetenceudvikling og videndeling.
Vores ambition på krisecenterområdet er, at vi værner om voldsudsattes direkte adgang til sikkerhed, tryghed og specialiserede indsatser af høj faglig kvalitet.
For succeskriteriet skal ikke alene være, at vi slår hårdt ned på ‘omsorgsvask’ og velfærdskriminalitet.
Det skal også være, at vi sikrer, at sektoren får de nødvendige rammer og værktøjer til at styrke den faglige kvalitet til gavn for dem, det hele handler om – voldsudsatte voksne og børn, der har brug for støtte og hjælp til at bryde med volden.























