En ny rapport om partnerdrab er netop udgivet. Her fremlægger Mai Heide Ottosen, seniorforsker hos VIVE, at partnerdrabet kan inddeles i tre overordnede kategorier. En viden, som skal hjælpe til, hvordan partnerdrab bedst forebygges fremover.

Mai Heide Ottosen, seniorforsker hos VIVE, har arbejdet med partnervold og drab i familien over en lang årrække. Senest er hun aktuel med en rapport omhandlende danske partnerdrab begået fra 2017 frem til 2024. Her har hun analyseret i alt 61 sager gennem blandt andet efterforskningsmateriale og sagsakter.

Rapportens formål er at afdække, om sagerne rummer viden, som kan bidrage til bedre forebyggelse af partnerdrab i fremtiden.

”I mit arbejde med rapporten har jeg været særligt optaget af at få en forståelse for, hvad det er for nogle dynamikker, der udspiller sig i denne drabstype,” siger Mai Heide Ottosen.

Samtidig belyser rapporten forekomsten af såkaldte interventionspunkter. Det er de tidspunkter, hvor gerningspersonen og/eller ofret har været i kontakt med pårørende, myndigheder eller andre systemer forud for drabet.

Med afsæt i interventionspunkterne belyser rapporten det forebyggelsespotentiale, der ligger i, at relevante pårørende, myndigheder og systemer kan gribe ind i mødet med mennesker, som er i risiko for at blive dræbt af en partner eller selv at begå partnerdrab.

En opgørelse over dynamikker

Mai Heide Ottosen er ikke den første til at undersøge partnerdrab i dybden. Retsmediciner Asser Thomsen og vicepolitiinspektør i Vestegnens Politi Søren Rye har hver især foretaget statistiske opgørelser over danske partnerdrab.

Heide Ottosens rapport adskiller sig fra disse ved at rette opmærksomheden mod de dynamikker, der udspiller sig forud for denne drabstype og med udgangspunkt i sociologisk tilgang.

”Som sociolog har jeg været optaget af at inddele de 61 sager i nogle meningsfulde kategorier,” siger Mai Heide Ottosen.

Hun analyserede sagerne ud fra følgende spørgsmål: Har der været forudgående vold forud for drabet, og har der været et begivenhedsforløb, som tydeligt viser frem til selve drabet?

Ved hjælp af en firefeltstabel baseret på ja-/nej-svar til de ovenstående spørgsmål identificerede hun fire kategorier til inddeling af de 61 sager: Tre overordnede og en restkategori, som kun udgjorde fire afvigende sager og derfor ikke blev analyseret yderligere.

Mai Heide Ottosen har analyseret 61 partnerdrabssager for at undersøge, hvordan denne drabstype bedst kan forebygges. Foto: VIVE

Den første kategori – krisecentrenes typiske klientel

Den første gruppe kalder Heide Ottosen ”Tab af kontrol og position”. Gruppen tæller cirka halvdelen af sagerne, og mænd er entydigt gerningspersonerne. Her forekom forudgående vold, både psykisk og fysisk. Både ofre og gerningspersoner var oftest midaldrende og ikke nødvendigvis socialt udsatte, viste efterforskningsmaterialet.

Samtidig fandt Heide Ottosen også, at der i denne gruppe indtraf en begivenhed, som pegede frem mod drabet. Begivenhedsforløbet var ofte en relation, f.eks. et ægteskab eller samliv og indebar fælles børn.

”Mønstrene, jeg har fundet i denne kategori, er dem, krisecenterpersonale og andre fagpersoner, som arbejder med partnervold, vil kunne genkende,” siger Mai Heide Ottosen.

Efterforskningsmaterialet pegede også på, at når kvinden ønskede at bryde med volden og voldsudøveren, var det ofte det, der blev den udløsende faktor for selve drabet.

”Drabet blev ofte begået, enten fordi gerningspersonerne ikke kunne være alene eller oplevede at miste kontrollen over kvinden,” siger Mai Heide Ottosen og tilføjer, at drabet i nogle tilfælde først indtraf i løbet af de første par måneder efter bruddet og sommetider efter længere tid. Noget, der kunne tilskrives manden og kvindens forskellige opfattelser af, hvornår forholdet var slut.

I materialet fandt Heide Ottosen en højere andel af gerningspersoner, som oftere var depressive og/eller var eller havde været selvmordstruede. Dertil forekom en overrepræsentation af gerningsmænd, som havde en fortid med kriminalitet og eventuelle domme.

Den anden kategori – druk og drab

”Vedvarende vold og turbulens” kaldes den anden kategori og udgør 21 procent af sagerne. Her er der tale om socialt udsatte individer i parforhold af mere løs karakter og med forudgående vold. Parterne havde som hovedregel heller ikke børn med hinanden.

”Der er tale om forhold, hvor gerningspersonerne og i nogle tilfælde også ofrene har omfattende misbrugsproblematikker,” siger Mai Heide Ottosen.

Her fandt Heide Ottosen tegn på, at parternes dynamik længe fulgte et cirkulært mønster med gentagne ruse, som ville udløse konflikter og efterfølgende forsoning.

Hvor ”Tab af kontrol og position”-gruppen vidnede om drab ved samlivsbrud, var det ikke tilfældet for denne kategori. Drabene i ”Vedvarende vold og turbulens” virkede heller ikke planlagte ifølge Heide Ottosen:

”Der er meget i materialet, som tyder på, at disse drab finder sted i forbindelse med de slagsmål og skænderier, der præger forholdet og opstår under indflydelse af rusmidler med en tragisk ende.”

Hverdagsobjekter blev brugt som mordvåben i flere af sagerne og afslørede derfor drabets karakter som mere spontant.

I denne gruppe fandt Heide Ottosen størstedelen af de kvindelige gerningspersoner.

Den tredje kategori – alderdom og ruin

Heide Ottosen har navngivet den tredje kategori ”Forfald og akutte stressorer”, som udgør den mindste gruppe.

Modsat de andre havde denne gruppe ikke rapporteringer om forudgående partnervold. I stedet forekom nogle stressorer, som resulterede i partnerdrabet. Her var økonomisk ruin en hyppig stressfaktor.

”Ud fra materialet ser stressorerne ud til at være drivkraften bag drabene, men det er fortsat svært at forklare, hvorfor den ene part slår den anden ihjel,” siger Mai Heide Ottosen.

Derfor slog hun dynamikken sammen med et andet hyppigt fund i efterforskningsmaterialet, hvor rapporteringer om forudgående partnervold heller ikke havde været tilstedeværende. Partnerdrab, som blev begået på grund af alderdom og dens forfald:

”Gerningspersonerne i disse sager er ældre mænd, typisk 80 år eller derover. Deres helbred har ofte været svækket gennem længere tid, men forværres pludseligt,” siger Mai Heide Ottosen.

Her omfattede helbredudfordringer både demens, kognitive udfordringer eller formindsket autonomi som følge af sygdom.

Heide Ottosen fandt blandt andet flere sager, hvor mænd først tog deres koners liv for bagefter at begå selvmord. Kun en til to af disse vil hun kategorisere som en decideret selvmordspagt.

”I de resterende tilfælde så jeg ingen klare beviser for, at kvinden havde givet samtykke til at blive slået ihjel,” siger Mai Heide Ottosen.

Skræddersyede forebyggelsesindsatser

Forskellige typer af partnerdrab kalder på forskellige forebyggelsesindsatser, ifølge Heide Ottosen.

I den første kategori ses en gruppe kvinder, som ifølge materialet ofte involverer deres netværk i deres oplevelser med vold. Derfor er det nærliggende, at forebyggelsen tænkes ind hos de pårørende, f.eks. gennem kampagneoplysning om vold i nære relationer, pointerer Heide Ottosen.

Et andet forebyggelsespotentiale ligger i sundhedsvæsenet, hvis mændene i den gruppe søger hjælp til depression og selvmordstanker.

”Selvmordsovervejelserne og depressioner hos flere gerningspersoner i første gruppe er et nyt fund for mig. Læger kunne f.eks. få indsigt i, at der også kan være en risiko for patientens pårørende,” siger Mai Heide Ottosen og tilføjer, at rapportens fund netop kunne tyde på en sammenhæng mellem selvmordstanker og partnerdrab.

Samtidig kan det være et opmærksompunkt til krisecentrenes visitationssamtaler med voldsudsatte kvinder, pointerer hun.

Hvad angår anden kategori, mener Heide Ottosen, at forebyggelsespotentialet ligger i de sociale systemer. Særligt i misbrugsbehandlingen, som dele af denne kategori er tilknyttet. Politiet ville også kunne intervenere i voldelige optrin, men det vil ikke være en varig hjælp.

Den tredje kategori er hyppigt i kontakt med sundhedsvæsenet på grund af deres helbredsudfordringer. Derfor peger Heide Ottosen på, at forebyggelsespotentialet indtænkes der.

Men indsatserne skal ikke stå alene. Krisecentre og andre voldsfaglige tilbud skal stadig være der til at gribe dem, forebyggelsen ikke vil nå, understreger hun.