De seneste dage har flere af os medvirket i Sjællandske Nyheders artikelserie om, hvordan voldsudsatte kvinder med børn risikerer at komme i klemme i det familieretlige system. Med denne kronik er det vores ønske at folde problemstillingen yderligere ud set fra vores voldsfaglige perspektiv. 

Af Gitte Olin Larsen, Holbæk Krisecenter Medusa, Jarl Vogel, Frederiksværk Krisecenter, Christina Harder Nielsen, Frelsens Hærs Krisecenter Næstved, Annette Hyldgaard, Kalundborg Krisecenter, Jess Elbæk Andersen, Roskilde Kvindekrisecenter, Linda Møllgren, Guldborgsund Krisecenter, Anne Bergstedt, Ringsted Krisecenter og LOKK – Landsorganisationen af kvindekrisecentre

Stadig oftere erfarer vi nemlig, hvordan voldsudsatte kvinder oplever en uset belastning i mødet med det offentlige system, når de forsøger at bryde med volden. Her konfronteres kvinderne med bureaukratiske barrierer og procedurer, der skaber en kløft mellem systemets objektive krav og kvindernes subjektive voldsoplevelser. Dette kan forhindre kvinderne i at få den nødvendige hjælp og i værste fald fastholde dem i volden.  

Efter Folketinget strammede reglerne mod samværschikane og forældrefremmedgørelse i 2024, har vi oplevet en bekymrende tendens til, at de voldsudsatte kvinder, der flytter ind på et krisecenter, nedtoner eller helt undlader at fortælle om den vold, de har været udsat for, når de møder myndigheder som kommunen, Familieretshuset og domstolene. Ikke fordi volden ikke har fundet sted, men fordi de frygter konsekvenserne af at sige det højt. Således har vi set sager, hvor fysisk vold eller seksuelle overgreb ikke har ført til samværsstop, mens beskyldninger om forældrefremmedgørelse er blevet vægtet tungt. 

Set ud fra vores voldsfaglige og traumeinformerede perspektiv sker der i disse tilfælde en helt reel tilsidesættelse af barnets tarv, når den lovfæstede ret til begge forældre, trumfer dødstrusler, stalking og reelle forældrebekymringer som i blandt andet Heidis tilfælde (”Hun skal aflevere sit barn til en mand, der truer med at slå hende ihjel”, Sjællandske Nyheder, 21. juni 2026). 

Denne problematik står i kontrast til Familieretshusets egne udmeldinger om, at børn skal beskyttes mod at blive fanget i forældres konflikter samt, at Folketinget har indskærpet barnets ret til begge forældre. Udfordringen er imidlertid, at sager om vold ikke kan sidestilles med almindelige forældrekonflikter. 

På samme vis som Helle Haxgart, familierets- og skilsmisseadvokat og tidligere direktør for Statsforvaltningen, udtaler i artikelserien, oplever vi også et mønster i, at nogle voldsudsatte undertrykker relevante bekymringer, fordi de er bange for at blive udråbt som forældrefremmedgørende af systemet. 

Vi har eksempler på kvinder, der er blevet beskyldt for at være hysteriske eller usamarbejdsvillige, hvis de nævner volden. Vi har også oplevet kvinder, der af egne advokater er blevet frarådet til at oplyse, at de opholder sig på krisecenter eller fremlægge psykologudtalelser til brug for dokumentation af volden, fordi det ville få hende til at fremstå konfliktoptrappende og ustabil i Familieretshuset. Konsekvensen af denne udvikling er, at volden ikke bliver belyst. 

For når kvinder får at vide, at det “er bedst at oplyse så lidt som muligt” og ”hvis han ikke har slået nogle ihjel, er Familieretten ligeglad”, skabes der en barriere for, at de kan fortælle sandheden. De ender med andre ord i et umuligt krydspres: Hvis de fortæller om volden, risikerer de at blive opfattet som usamarbejdsvillige omkring børnene. Hvis de ikke fortæller om volden, står de uden beskyttelse. Når kvinder på den måde presses til tavshed, bliver volden usynliggjort i systemet med den konsekvens, at afgørelser træffes på et ufuldstændigt grundlag.  

Dette er ikke blot en svækkelse af den enkelte kvindes retssikkerhed, men også et brud på et grundlæggende retssikkerhedsprincip om, at en sag skal være tilstrækkeligt oplyst, før en myndighed træffer en afgørelse. 

Vi har brug for at krisecentrenes voldsfaglige viden og erfaring anerkendes i systemet fremfor mistænkeliggøres.  

Det er lovbestemt, at det er krisecentrene, der har kompetencen til at visitere personer til ophold samt til at afvise dem, som ikke er målgruppen. Krisecentrene anvender en grundig visitationspraksis, der omfatter både en afdækning af volden samt en vurdering af målgruppeforhold og sikkerhedsrisici. Det er ligeledes lovbestemt, at krisecentererklæringer har en særlig bevismæssig vægt i sager om vold, og fra lovgivers side er det blandt andet forudsat, at volden normalt vil kunne godtgøres ved krisecentererklæring. 

Vi oplever desværre - i lighed med det Helle Haxgart beskriver - at krisecentrenes faglige vurderinger ofte betragtes som kvindens partsindlæg frem for som selvstændige, professionelle vurderinger.  

Som vi ser det i dag, er myndighederne og retssystemet ikke gearet til at håndtere de særlige dynamikker, der kendetegner vold i nære relationer. Derfor er det afgørende, at myndighederne har den nødvendige viden og er i stand til at se volden i en bredere sammenhæng – også når der træffes beslutninger om samvær og forældremyndighed. 

At volden ikke har kunne bevises efter Straffelovens bestemmelser, er ikke ensbetydende med, at den ikke er farlig og skadelig. Voldsudsatte kan have forståelige bevæggrunde for ikke at anmelde volden af frygt for egen sikkerhed og eventuelle repressalier i samarbejdet om børnene. Det burde ikke kunne ske, som vi desværre har oplevet, at volden er blevet underkendt i retten med det argument, at den ikke er anmeldt eller, at der ikke er faldet dom. 

Vores ønske er et familieretsligt system, hvor sagsoplysningerne er reelle, balancerede og inkluderer den voldsudsattes voldsperspektiv samt rammer for samarbejdet, der gør det muligt for den voldsudsatte at kunne fortælle om volden uden frygt for at blive mistænkeliggjort. Hvis vi som retssamfund vil tage vold i nære relationer alvorligt, må vi sikre, at kvinder kan oplyse deres sag frit og uden risiko – herunder, at både lovgivningen og myndighederne understøtter dette. Retssikkerhed må ikke være et privilegium, men en menneskeret.