Høringssvar over udkast til ændring af punkt 2.2. i vejledning nr.10090 af 11.december 2023 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær

Dato: 20-08-2026 Sagsnr.: 2026-1158

Til: Socialministeriet Socialministeriet har d. 12. juni 2026 sendt høringen: udkast til ændring af punkt 2.2. i vejledning nr.10090 af 11.december 2023 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær

LOKK - Landsorganisationen af Kvindekrisecentre takker for muligheden for at afgive høringssvar.

Indledende bemærkninger
LOKK forholder sig generelt kritisk til inkorporeringen af forældrefremmedgørelse i forældreansvarsloven, jf. LOKKs høringssvar af 2024-2132, og dermed også til ændringen af punkt 2.2, hvor forældrefremmedgørelse fremhæves som et forhold, der skal have særlig opmærksomhed i behandlingen af sager efter forældreansvarsloven.

LOKK pegede allerede i det tidligere høringssvar på risikoen for, at en sådan fremhævelse kunne få alvorlige konsekvenser for børn udsat for vold og deres forældre. Denne bekymring har desværre vist sig velbegrundet.

På krisecentrene og i krisecentrenes ambulante tilbud oplever vi, at voldsudsatte mødre er meget bevidste om risikoen for at blive anklaget for forældrefremmedgørelse, hvis de fastholder oplysninger om vold eller bekymring for barnets sikkerhed i mødet med det familieretlige system.

Det kan placere den voldsudsatte forælder i et urimeligt dilemma: Enten fastholdes bekymringen for vold og barnets behov for beskyttelse med risiko for anklager om forældrefremmedgørelse og deraf indgribende konsekvenser, eller også nedtones bekymringen, hvorved volden ikke at komme frem i oplysningen sagen, og volden risikerer at fortsætte.

LOKK er særligt bekymret for, at ændringens skærpede formulering om konsekvenser kan forstærke denne effekt. Hvis frygten for at miste bopæl eller forældremyndighed medfører, at vold ikke bringes frem, kan konsekvensen være, at børn ikke får den nødvendige beskyttelse mod fortsat eller ny vold.

Hensynet til barnets sikkerhed må altid stå forrest
LOKK ser positivt på den tydelige fremhævelse af forældreansvarsloven §4 stk.1, der understreger hensynet til barnets trivsel og beskyttelse mod vold eller anden behandling der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.

Hensynet til barnets trivsel og sikkerhed mener vi altid må være det primære i afgørelser vedrørende barnet, og vi anbefaler derfor at denne passage indleder vejledningen frem for den nuværende passage om forældrenes evne til at samarbejde.

Vi mener at hensynet til barnets sikkerhed altid bør komme først. LOKK ser ligeledes meget positivt på præciseringen af, at bestemmelsen i § 4, stk. 2, ikke finder anvendelse i sager, hvor der er eller kan være reelle grunde til, at en forælder afbryder barnets kontakt med den anden forælder for at beskytte barnet.

LOKK mener at det er væsentligt, at det tydeliggøres, at det kan være nødvendigt at beskytte et barn mod den anden forælders adfærd, eksempelvis hvis der er mistanke om vold.

LOKK ser desuden positivt på, at hensynet til bopælsforælderens egen sikkerhed kan berettige en afbrydelse af samvær. Børn, der opholder sig på krisecenter, såvel som alle andre børn der lever med vold, har ret til beskyttelse.

Hensynet til barnets sikkerhed bør således altid komme først, ved eventuel faglig tvivl om, hvad der er bedst for barnet på længere sigt.

Behov for tydeligere differentiering mellem sager om højkonflikt og sager om vold
LOKK ser generelt en udfordring ved, at såkaldte højkonfliktsager – behandles i samme spor (§ 7-sporet) som sager om vold og overgreb.

LOKK anerkender, at samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse kan finde sted. Vi finder det imidlertid problematisk, hvis det skærpede fokus på barnets ret til begge forældre og forældrenes evne til at samarbejde bliver et centralt mål i sager, hvor der samtidig er mistanke om vold, uden at der anlægges en tydelig voldssensitiv tilgang. 

I sager om vold kan barnets reaktioner og adfærd være komplekse og tilsyneladende modsatrettede. Det kan eksempelvis være vanskeligt at forstå et barns afvisning eller modstand mod en forælder uden samtidig at undersøge barnets erfaringer med vold, trusler, kontrol eller anden skadelig adfærd. Det kræver i mange tilfælde en grundig og til tider længerevarende afdækning at forstå barnets perspektiv og behov.

Det skærpede fokus på forældrefremmedgørelse og navnlig de meget indgribende konsekvenser af at blive vurderet som udøvende af sådan adfærd er derfor efter LOKKs vurdering uhensigtsmæssigt i behandlingen af sager om vold og overgreb.

LOKK mener derfor, at vejledningen bør skelne tydeligere mellem sager, hvor der er tale om højkonflikt og uenighed mellem forældrene, og hvor der ikke samtidig er oplysninger om anden kontrollerende, nedbrydende eller frygtskabende adfærd, og så sager, hvor der er mistanke om vold eller overgreb, herunder hvor der foreligger oplysninger om et mønster af vold, kontrol, trusler eller anden adfærd, som kan begrunde et beskyttelsesbehov.

I sager, hvor der er mistanke om vold eller overgreb, bør hensynet til barnets sikkerhed og beskyttelse have en langt mere fremtrædende plads end hensynet til at identificere eller sanktionere forældrefremmedgørelse.

Forældrefremmedgørelse skal ses i den samlede kontekst
LOKK mener, at adfærd, der indebærer fremmedgørelse af den anden forælder, i nogle tilfælde kan indgå som en del af et samlet mønster af psykisk vold. Det kan eksempelvis være tilfældet, når adfærden optræder systematisk over tid sammen med andre kontrollerende, manipulerende, skræmmende eller nedværdigende handlinger. Vold og kontrol kan fortsætte efter et samlivsbrud.

Det kan blandt andet komme til udtryk gennem strategisk involvering af myndigheder og andre systemer med henblik på at fastholde magt, kontrol og dominans over den tidligere partner. Forskning og erfaringer fra andre lande peger på, at begrebet forældrefremmedgørelse i nogle tilfælde kan anvendes til at underminere oplysninger om vold og svække beskyttelsen af den voldsudsatte forælder og barnet.

Det understreger behovet for, at en eventuel vurdering af forældrefremmedgørelse altid sker i sammenhæng med en afdækning af eventuel vold i familien, og aldrig som en isoleret forklaringsmodel.

LOKK finder det derfor ikke proportionalt eller meningsfuldt at fremhæve forældrefremmedgørelse som en særskilt, højere rangerende adfærd, der skal have særlig opmærksomhed og mødes med meget indgribende sanktioner, i sager hvor børn er udsat for eller vidner til vold i familien. Om og i hvilket omfang fænomenet forekommer i egentlige højkonfliktsager, ligger uden for LOKKs ekspertise at udtale sig om.

Dokumentation og oplysning af sagen
Fokus på ’barnets faktiske erfaringer’ og henvisningen til at beskyttelsesbehovet så vidt muligt skal understøttes af konkrete beviser i form af fx politianmeldelser, skadestuerapporter eller lægelige erklæringer ser vi for så vidt ikke noget problem med, men vi mener der bør fremhæves, at vold kan have mange udtryk, også ikke-fysiske og svært dokumenterbare, ligesom vold ofte foregår indenfor de nære relationer i familien, hvorfor det af gode grunde kan være vanskeligt at fremvise konkrete beviser for en vold eller begrundelser for frygt.

Vi vil henvise til at også andre typer bevis med fordel kan indgå til belysning af volden, fx fra Børnehus, kommune og fra krisecentre i form af en krisecentererklæring. Samtidig ser LOKK en risiko for, at en stærk fremhævelse af behovet for bevisførelse kan understøtte en "kamp om sandheden" – eksempelvis om hvorvidt et barn er manipuleret, eller om en forælder har legitime grunde til at fastholde et beskyttelsesbehov.

Et sådant fokus kan flytte opmærksomheden væk fra barnets trivsel, perspektiv og behov. Det afgørende bør derfor være en grundig afdækning af barnets situation og de mulige årsager til barnets reaktioner, herunder om der er forhold, der nødvendiggør beskyttelse.

Proportionalitet og brug af eksisterende værktøjer
LOKK finder det uhensigtsmæssigt, at sanktionerne i ændringen af punkt 2.2. under punktet om konsekvenser skærpes med formuleringen:
"Det vil være nærliggende at overveje om forældremyndigheden skal tillægges den anden forælder alene..."

Efter LOKKs vurdering bør mindre indgribende tiltag overvejes først, når dette er forsvarligt ud fra barnets behov og sikkerhed.

Generelt bør vejledningen efter LOKKs vurdering i højere grad have fokus på afdækning, behandling og støtte til familien frem for tidligt at fremhæve meget indgribende og vidtrækkende konsekvenser.

LOKK anbefaler, at det i vejledningen skærpes at det familieretlige system skal forpligtes på at benytter de værktøjer de har til rådighed i højere grad end det er tilfældet lige nu, fx børnesagkyndige undersøgelser, sagkyndige erklæringer, overvågede samvær og generelt sikre et langt tættere samarbejde med kommunen og andre relevante aktører om en volds-sensitiv indsats der tager højde for barnets bedste.

Det er efter LOKKs vurdering afgørende, at disse muligheder anvendes aktivt, når der er behov for at afdække komplekse forhold i familien.

Barnets perspektiv og behov for øget viden
LOKK anbefaler, at der foretages en grundig afdækning af de mulige årsager til et barns afvisning eller modstand mod en forælder. Et barns reaktion kan have mange årsager, og særligt i sager med mistanke om vold kan barnets udsagn og adfærd være komplekse og modsatrettede.

Det familieretlige system bør derfor styrkes med efteruddannelse af sagsbehandlere og andre relevante fagpersoner, så de i højere grad kan identificere vold i familier og forstå de reaktioner, som vold kan medføre hos børn og forældre. En sådan styrkelse af fagligheden er afgørende for at sikre, at begrebet forældrefremmedgørelse ikke anvendes på en måde, der fjerner fokus fra eller underminerer oplysninger om vold eller andre former for omsorgssvigt.

Samtidig bør barnets perspektiv styrkes. Barnets egne udsagn og reaktioner bør undersøges grundigt og ses i sammenhæng med barnets samlede erfaringer og relationer. Sagsnr. 2026 – 1158

Opsamling

LOKK anbefaler samlet set, at vejledningen i højere grad sikrer, at et skærpet fokus på forældrefremmedgørelse ikke bliver en barriere for, at vold og bekymringer for barnets sikkerhed bringes frem, undersøges og tillægges den nødvendige vægt.

LOKK mener, at hensynet til barnets sikkerhed og beskyttelse mod vold bør have absolut forrang i vurderingen af sager, hvor der er mistanke om vold eller overgreb, herunder sager hvor et barn opholder sig på krisecenter sammen med en voldsudsat forælder.

Det er afgørende, at den voldsudsatte forælder oplever det familieretlige system som et sted, hvor det er trygt og muligt at fremsætte og fastholde en reel bekymring for egen og barnets sikkerhed. Hvis et skærpet fokus på forældrefremmedgørelse og risikoen for meget indgribende sanktioner medfører, at voldsudsatte forældre undlader at bringe vold frem, risikerer systemet at svigte netop de børn, som har størst behov for beskyttelse.

LOKK anbefaler derfor en tydeligere voldssensitiv tilgang og en skarpere differentiering mellem højkonfliktsager og sager, hvor der er mistanke om vold eller overgreb. På baggrund af ovenstående anbefaler LOKK:

• Barnets sikkerhed skal være det overordnede udgangspunkt At hensynet til barnets trivsel og sikkerhed samt beskyttelsen mod vold fremhæves som vejledningens primære udgangspunkt frem for evnen til at samarbejde, og at ordlyden fra forældreansvarslovens § 4, stk. 1, placeres indledningsvist.

• Tydeligere differentiering mellem sager med højkonflikt og sager med mistanke om vold At vejledningen skelner tydeligere mellem sager om højkonflikt, samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse og sager, hvor der er mistanke om vold og overgreb. Et skærpet fokus på forældrefremmedgørelse og samværschikane mener vi må høre til i behandlingen af sager af højkonflikt-karakter, mens det i sager med mistanke om vold mod børn, bør tillægges en langt mindre fremtrædende betydning i vejledningen og i sagens behandling.

• Forældrefremmedgørelse må ikke få forrang i voldssager At forældrefremmedgørelse ikke tillægges en særskilt eller højere rangerende 6 Sagsnr. 2026 – 1158 betydning i sager, hvor der er mistanke om vold eller overgreb, men altid vurderes i sammenhæng med den kontekst adfærden udspiller sig i. Derimod mener vi at hensynet til barnets beskyttelse mod vold, bør have absolut forrang i vurderingen af sager hvor et barn fx opholder sig på krisecenter, for at understøtte at det bliver trygt og muligt at fremsætte og fastholde en reel bekymring for sikkerheden for sig selv og sit barn.

• Der skal være opmærksomhed på, at fremmedgørende adfærd også kan indgå i psykisk vold At vejledningen tager højde for, at adfærd, der begrænser eller underminerer barnets relation til den anden forælder, i nogle tilfælde kan indgå som led i et samlet mønster af psykisk vold, kontrol og dominans.

• Barnets perspektiv skal afdækkes grundigt, og der skal iværksættes en sammenhængende indsats omkring familien At der foretages en grundig afdækning af de mulige årsager til barnets afvisning eller modstand mod en forælder, før der konkluderes, at der er tale om forældrefremmedgørelse. Det familieretlige system bør i højere grad forpligtes til at anvende børnesagkyndige undersøgelser, sagkyndige erklæringer, overvågede/støttede samvær og tæt samarbejde med kommune og andre relevante aktører.

• Vold er vanskelig at dokumentere At det i vejledningen tydeliggøres, at vold ikke altid kan dokumenteres gennem politianmeldelser, skadestuejournaler eller lægelige erklæringer, og at social- og psykologfaglig dokumentation fra eksempelvis kommune, Børnehus og krisecentre kan indgå i sagens oplysning, herunder en krisecentererklæring.

• Risikoen for meget indgribende konsekvenser kan øge frygten for at fastholde en bekymring om vold At mindre indgribende tiltag overvejes først, når dette er forsvarligt, og at meget indgribende ændringer af forældremyndighed eller bopæl ikke fremhæves.