18.08.2025

Organisationer i opråb: Psykisk og økonomisk vold er veldokumenterede former for partnervold

Et stigende antal børn kommer på krisecenter med deres voldsudsatte forælder. Disse udsatte børn har meget få lovsikrede rettigheder, når de kommer på krisecenter. Men det skal der ændres på, pointerer direktør i LOKK, Laura Kirch Kirkegaard, i et debatindlæg i netmediet Social Monitor.

DEBATINDLÆG af Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold, Mette Marie Yde, direktør i Danner, Laura Kirch Kirkegaard, direktør i LOKK, Lars Lindholm, direktør i Mandecentret, Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, og Eva Kjer Hansen, direktør i Dialog Mod Vold. Berlingske, 18.08.2025, kl. 20.23

I Berlingske er der blevet sået tvivl om, hvorvidt psykisk vold og herunder økonomisk vold bør være strafbare handlinger. Vi vil gerne præcisere fakta – og hvorfor de er vigtige.

Loven om psykisk vold har en klar funktion: at beskytte mennesker mod systematisk nedbrydende adfærd i nære relationer, der kan have lige så alvorlige konsekvenser som fysisk vold. 

Ifølge straffelovens § 243 kræver psykisk vold et mønster af groft nedværdigende, krænkende eller kontrollerende handlinger, som er egnet til at skade en person. Definitionen bygger på international forskning og er anerkendt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som en alvorlig form for partnervold. 

Forskning peger også på, at psykisk vold ofte går forud for partnerdrab. Psykisk vold rammer både mænd og kvinder, og undersøgelser peger ikke på, at der er væsentlige forskelle i, hvordan de påvirkes.

Økonomisk vold har samme baggrund: at udøve ødelæggende kontrol gennem økonomiske midler. Den er internationalt anerkendt i Europarådets Istanbulkonvention, hvor »domestic violence« defineres som »all acts of physical, sexual, psychological or economic violence« mellem nuværende eller tidligere partnere. Flere europæiske lande – herunder Sverige, Norge og Storbritannien – har lovgivning, der adresserer psykisk og/eller økonomisk vold som led i partnervold.

I 2023 blev der ifølge Lev Uden Volds rapport (2024) registreret 523 anmeldelser af psykisk vold i Danmark. Kun 48 af disse førte til dom. Den lave domfældelsesprocent afspejler ikke, at volden ikke findes, men at det er komplekse sager at bevise – som ved andre kriminalitetsformer, der foregår bag lukkede døre.

At fjerne lovgivningen vil ikke gøre problemerne mindre – tværtimod. Den er et vigtigt værn mod alvorlig skade, og dens internationale forankring viser, at Danmark står på linje med andre retsstater, der beskytter borgere mod denne form for vold.

Forlad side