01.09.2025

LOKK: Voldsudsatte skal ikke stå i kø for at få hjælp

En ambitiøs national handleplan er nødvendig for at styrke ambulante indsatser og sikre hjælp til flere voldsudsatte, mener Laura Kirch Kirkegaard, direktør for LOKK.

DEBATINDLÆG af Laura Kirch Kirkegaard, Direktør for Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Socialmonitor, 01.09.2025, kl. 05.30

Laura Kirch kirkegaard | Foto: LOKK

Sidste år søgte cirka 3.300 voldsudsatte voksne borgere tilflugt på et krisecenter for at få beskyttelse, støtte og rådgivning til at bryde med volden. Men antallet af danskere, der bliver udsat for vold i hjemmet, er langt større. En undersøgelse fra SDU anslår, at 118.000 kvinder og 82.000 mænd hvert år bliver udsat for partnervold. Vi ved, at volden har omfattende negative menneskelige konsekvenser, og at den koster samfundet dyrt.

Som loven er i dag, er det imidlertid kun personer, der kommer på krisecenter, der har en lovsikret ret til at modtage akut og helhedsorienteret voldsfaglig støtte og rådgivning. Det er dog ikke alle voldsudsatte, som har behov for eller er klar til at flytte på krisecenter.

Der kan være en lang række årsager til, at man som voldsudsat ikke har behov for at komme på krisecenter, men snarere har brug for en helhedsorienteret voldsfaglig ambulant rådgivning til at bryde med volden.

Desværre er vi i Danmark langtfra i mål, hvad angår de voldsfaglige ambulante rådgivningsindsatser.

Lang ventetid på rådgivning
Ofte er der lange ventetider på de eksisterende ambulante rådgivningsforløb, og andre steder i landet er det meget tyndt med tilbud. Derudover kan de fleste ambulante rådgivninger kun tilbyde et begrænset antal timer per forløb og har ikke mulighed for at tilpasse eller forlænge indsatsen til de individuelle behov. Typisk er disse indsatser også finansieret af midlertidige bevillinger og donationer.

Det er ikke værdigt, at vi tilbyder personer, der ønsker at bryde med vold, ulige adgang, lange ventetider og midlertidige hjælpeindsatser. Det medfører desværre, at alt for mange voldsudsatte ikke får den nødvendige hjælp til at bryde med volden, og at de derfor fortsat må leve i volden – ofte i lang tid med store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser til følge.

Fremtidens indsats mod vold i nære relationer
Som samfund skal vi gøre det bedre. Når man som voldsudsat er klar til at tage skridtet og bryde med volden, så bør det ikke være et postnummerlotteri eller afhængigt af ens personlige overskud til at løbe spidsrod mellem tilbud for at få den rådgivning og støtte, man har brug for.

Når den kommende handlingsplan mod vold i nære relationer og partnerdrab skal formuleres, bør regeringen sætte ambitiøse investeringer i det ambulante område bag ambitionen om at stoppe vold i nære relationer. Lad os få afdækket det reelle behov for opsporings- og rådgivningsindsatser og sikre, at det ikke afhænger af dit postnummer, dine ressourcer eller din vedholdenhed, om du som voldsudsat kan få en værdig vej ud af volden.

Krisecentrene har i de seneste 40 år spillet en afgørende rolle i at yde beskyttelse og rådgivning til voldsudsatte kvinder og børn. Vi har udviklet socialfaglige, terapeutiske og pædagogiske metoder og praksisser og samarbejder tæt med kommuner, politi og myndigheder.

Det er tid til at tænke fremtidens indsats mod vold mere ambitiøst. Lad os tænke krisecentersektoren ind som en oplagt aktør til at løfte en helhedsorienteret og voldsfaglig ambulant brobygningsindsats, der effektivt kan bidrage til, at voldsudsatte får den nødvendige hjælp, så snart de rækker ud og indtil de er fri af volden. LOKK står klar med faglighed, data, viden om målgruppen og en stærk ambition om, at voldsudsatte skal have sammenhængende trædesten ud af volden.

En værdig vej ud af volden skal være en rettighed. Ikke et postnummerlotteri.

Forlad side