Vold er kompleks og kræver en fælles indsats
Voldsudsatte med komplekse livssituationer var i fokus på LOKKs voldsfaglige landskonference d. 24. november 2025, hvor dagen bød på forskningsoplæg, erfaringsudveksling og sparring.
Vold i nære relationer har ofte gennemgribende konsekvenser for personer med komplekse livssituationer, f.eks. voldsudsatte med funktionsnedsættelser, LGBT+-identitet eller med aktivt stofbrug.
Disse grupper kan ofte møde barrierer i hjælpesystemet, hvilket LOKK satte fokus på under den voldsfaglige konference.
Om konferencens formål siger Eva Bertelsen, fagchef i LOKK:
”I en tid med forhandlinger om et takstloft er det vigtigt at fastholde, at der er voldsudsatte med behov for en ekstraordinær indsats. Hjælpesystemet er i dag præget af en høj grad af opdeling, men vi er nødt til at anskue voldsudsattes situationer i en samlet sammenhæng og skabe reelle muligheder for samarbejde på tværs af myndigheder og organisationer.”
Blandt de deltagende til konferencen var krisecentre i LOKK, politi, fagfolk, civilsamfund og myndigheder.
Til LOKKs voldsfaglige landskonference var flere fagligheder samlet.
Faglige perspektiver fra flere hjørner
Det var første afprøvning af et nyt koncept, der kombinerer en åben konference på førstedagen efterfulgt af fagseminarer for medlemmer i LOKK den efterfølgende dag.
Under konferencen var der oplæg fra flere prominente aktører på voldsområdet, både danske og internationale. Oplægsholderne skulle tale ind i temaet for konferencen og klæde de deltagende på med forskning og viden inden for blandt andet voldsudsathed i LGBT+-miljøet, voldsudsatte personer med funktionsnedsættelser samt kønsbaseret vold set fra et menneskeretsligt perspektiv.
Eva Fredslund, souschef for Holbæk Krisecenter Medusa, deltog i konferencen sammen med flere af sine kollegaer:
”Jeg oplevede konferencen som et samlende, oplysende, bredt orienterende og energifyldt arrangement, hvor store fagligheder var i spil.”
Valget af oplægsholdere var et centralt element i planlægningen af konferencen, både for LOKKs sekretariat og bestyrelse:
”Bestyrelsen lagde vægt på at invitere internationale oplægsholdere, fordi det signalerer, at vi er en del af et bredere fagligt felt og giver et perspektiv ud over de danske aktører på voldsområdet,” siger Katrine Nordbjærg, næstformand i LOKKs bestyrelse.
En nylig evaluering af konferencen peger på stor tilfredshed blandt deltagerne, der oplevede programmet som at være relevant og inspirerende.
Under konferencen blev forskellige workshops faciliteret. Hver workshop afspejlede et særligt tema samt en målgruppe, der ofte oplever barrierer med at søge voldsfaglig hjælp.
Konferencens udviklingsperspektiv
Målet med konferencen var at samle fagfolk fra krisecentre, politi, kommuner, civilsamfund og sundhedsvæsen for at dele viden og i fællesskab finde nye veje til mere koordinerede indsatser, der kan hjælpe flere voldsudsatte, men også at videreudvikle på de eksisterende.
Samtidig var ambitionen at give beslutningstagere et indblik i civilsamfundets arbejde og i, hvordan dette kan understøtte og styrke den samlede indsats mod vold i nære relationer.
Eva Bertelsen minder om, at vold i nære relationer er en kompleks samfundsudfordring, som ingen aktør kan løfte alene, og derfor har konferencen ifølge hende et vigtigt potentiale:
”Vi håber, at konferencen kan være med til at skabe grobund for nye samarbejder og indsatser og ikke mindst bidrage med nye perspektiver på området.”
LOKKs bestyrelse har givet grønt lys til en ny konference i 2027, hvor temaet bliver fremtidens krisecenter.

