Politiske temaer og anbefalinger til folketingsvalget 2026
Politiske temaer og anbefalinger til folketingsvalget 2026
118.000 kvinder og 82.000 mænd bliver hvert år udsat for partnervold, og en nyere undersøgelse viser, at hvert 6. barn i Danmark vokser op med vold i hjemmet.
Partnervold og vold i nære relationer er et omfattende samfundsproblem, der kalder på større politisk fokus og ikke mindst på en national strategi.
Vi ved, at volden har omfattende menneskelige konsekvenser, og at den koster samfundet dyrt. Krisecentrene spiller en afgørende rolle i at beskytte og støtte voldsudsatte voksne og børn, men udviklingen på området kalder på et tydeligere nationalt ansvar for både rettigheder og faglig kvalitet i krisecenterindsatserne.
I forbindelse med folketingsvalget i 2026 peger LOKK derfor på tre centrale politiske prioriteter, som skal styrke de faglige indsatser til voldsudsatte og sikre en mere ensartet og rettighedsbaseret indsats i hele landet:
Lovfæst børns ret til specialiseret voldsfaglig støtte på krisecentre
Et stigende antal børn kommer på krisecenter. Det er børn, der sammen med deres forælder, er flygtet for at komme i sikkerhed – og som har brug for en solid voldsfaglig indsats for at få bearbejdet den vold, de har overværet og været udsat for – ofte igennem længere tid. På trods af det har disse børn, som loven er nu, meget få lovsikrede rettigheder, når de kommer på krisecenter. Der følger ikke øremærkede takstmidler med til det faglige arbejde med de voldsudsatte børn, hvilket giver krisecentrene ujævne og ulige muligheder for at yde den børnefaglige indsats, som børnene har behov for.
LOKK anbefaler, at børn på krisecentre får lovsikrede rettigheder til specialiserede voldsfaglige indsatser under deres ophold på krisecenter.
Sæt fælles standarder for kvaliteten på krisecentre
Krisecentrene spiller en afgørende rolle i at beskytte og støtte voldsudsatte voksne og børn. Uanset hvor i landet man kommer på krisecenter, skal man sikres en indsats af høj faglig kvalitet. I en tid, hvor socialtilsynene omlægges, og den økonomiske styring på området strammes, øges behovet for tydelige standarder for den faglige kvalitet i krisecentrenes indsatser. LOKK har fokus på, at krisecentrene fortsat kan styrke deres indsatser, og har derfor udviklet fælles kvalitetsmodeller til dette formål. Disse skal bidrage til at definere og skabe stærke, faglige indsatser af høj kvalitet så alle, der har brug for beskyttelse på et krisecenter i en periode af deres liv, er sikret den rette hjælp.
LOKK anbefaler, at alle voldsudsatte garanteres en helhedsorienteret voldsfaglig indsats af høj kvalitet - uanset hvor i landet de kommer på krisecenter.
Giv voldsudsatte lovsikret ret til ambulante indsatser
I dag er det kun voldsudsatte personer, der tager ophold på krisecenter, som har en lovsikret ret til en voldsfaglig indsats. Men ikke alle voldsudsatte har behov for eller mulighed for at tage ophold på krisecenter. Alt for mange får derfor ikke den nødvendige hjælp og støtte til at bryde med volden. Der er behov for at styrke de landsdækkende ambulante indsatser til voldsudsatte. Her bør krisecentersektoren tænkes ind til at løfte en helhedsorienteret voldsfaglig ambulant indsats, der effektivt kan bidrage til, at voldsudsatte får den nødvendige ambulante indsats til at bryde med volden. Krisecentersektoren har både den specialiserede voldsfaglighed og den geografiske infrastruktur til at løfte de ambulante indsatser, der kan støtte voldsudsatte i at bryde med volden.
LOKK anbefaler, at der indføres en lovsikret ret til voldsfaglige ambulante indsatser for alle voldsudsatte, og at disse indsatser forankres i krisecentersektoren.


