Ny bog sætter fokus på psykisk vold mod børn og unge
Esbjerg Krisecenter har i samarbejde med FACE:IT udgivet bogen Bos STORE bog om psykisk vold mod børn og unge. En bog, der med afsæt i syv autentiske fortællinger, udfolder psykisk vold, og hvordan den udøves mod børn og unge.
Til bogreceptionen blev en af fortællingerne læst op. Foto: Esbjerg Krisecenter
Projektet Bo på krisecenter er nu en produktion rigere. Projektudviklerne, bestående af Esbjerg Krisecenter og FACE:IT, er nu aktuel med Bos STORE bog om psykisk vold mod børn og unge. En bog med afsæt i syv autentiske fortællinger fra voldsudsatte børn og unge, der har haft ophold på Esbjerg Krisecenter.
Historier, som er blevet fortalt til Heidi Juhl, socialpædagog på krisecentret og medudvikler af projektet.
”Selve formålet med denne bog er at give børnene noget at spejle sig i. Når vi har samtaler med børn og unge på Esbjerg Krisecenter, kan vi se med det samme, at de genkender elementer fra bogens fortællinger,” siger Heidi Juhl.
I de syv autentiske historier optræder flere af de 20 måder, som bogen beskriver, psykisk vold kan udøves på. Efter hvert kapitel kommenterer bogens hovedperson, Bo, på beretningerne. Et greb, der skal eksternalisere og dermed inviterer læseren til at danne sig sit eget indtryk af historien, men på afstand.
Og psykisk vold har Esbjerg Krisecenter og FACE:IT længe villet skrive om:
”Første bog, vi udgav, omhandlede den fysiske vold mod børn. Derfor valgte vi at fokusere på den psykiske vold i denne udgivelse, fordi den voldstype fylder lige så meget, hvis ikke mere,” siger Heidi Juhl.
Bogen indeholder syv autentiske fortællinger fra børn, der har været udsat for vold, og som har opholdt sig på Esbjerg Krisecenter.
Et dialogværktøj
Når Heidi Juhl og personalet på Esbjerg Krisecenter tager udgangspunkt i andre børns oplevelser med vold, har de oplevet, at det giver det anledning til en dialog om, hvordan det er at være en del af en familie, hvor vold optræder, og hvilke konsekvenser det har.
Noget, der ifølge Heidi Juhl hjælper børnene med at åbne op for, hvad de selv har været udsat for. Derfor skal Bos STORE bog om psykisk vold mod børn og unge blandt andet inddrages i gruppeforløb og børnesamtaler på Esbjerg Krisecenter.
Men bogen har også et andet formål:
”Vi håber også, at vi kan hjælpe voksne med at åbne øjnene for vold. Hele projektet Bo på krisecenter skal netop synliggøre vold i nære relationer, så det kan blive mindre tabubelagt,” siger Heidi Juhl og tilføjer, at det skal anspore flere voksne til at spørge ind til vold, hvis de har en mistanke om, at et barn er udsat for det.
På den måde skal Bos STORE bog om psykisk vold mod børn og unge fungere som et dialogværktøj for både børn og unge, men også deres nærmeste voksne.
En hård proces
Selvom Esbjerg Krisecenter og FACE:IT har ønsket at lave materiale om psykisk vold, har den seneste udgivelse været et udfordrende projekt for Heidi Juhl og Carsten Møller fra FACE:IT:
”Det har været hårdt at skrive bogen, fordi det er virkelige historier, som jeg har skullet genbesøge i mine erindringer. Bogens fortællinger er jo kun brudstykker af, hvad de børn har oplevet, og hvad jeg har hørt,” siger Heidi Juhl.
Og da bogen netop indeholder virkelige historier, har hun en formodning om, at det vil kunne berøre nogle læsere:
”Der er selvfølgelig nogen, som vil blive påvirket af at læse bogen, men det vidner også om behovet for at skrive den. Det er ikke en bog, jeg tænker, man skal læse fra ende til anden,” siger Heidi Juhl.
Heidi Juhl og FACE:IT håber, at bogen fremadrettet vil kunne findes på landets biblioteker og vil blive tilgængelig på institutioner og dermed får en forebyggende effekt, så antallet af krisecenterophold kan minimeres.
”Der er brug for at gøre noget for de børn og unge, som udsættes for vold. Vi ser stadig, at et stigende antal børn kommer på krisecenter. Jo flere vi får til at sætte ord på problematikken og tilegne sig viden om vold, desto klogere bliver vi, og dermed er jeg overbevist om, at vi står stærkere i arbejdet med at forebygge vold i nære relationer,” siger Heidi Juhl.
- Faktaboks
Esbjerg Krisecenter og FACE:IT samarbejder om projektet Bo på krisecenter med henblik på udvikling af materialer, der støtter børn og unge samt deres nære voksne i at tale om svære følelser og oplevelser.
Samarbejdet har stået på i fem år, og projektet er støttet af Ole Kirk’s Fond.
Esbjerg Krisecenter og FACE:IT har på nuværende tidspunkt undervist 87 procent af krisecentre med børn i LOKK om Bo på krisecenter-konceptet, og hvordan materialerne kan anvendes i det faglige arbejde med børn under opholdet.
Krisecentre, som tidligere har deltaget i læringsforløbet Bo på krisecenter, vil få en bog.


