En flok anonyme kvinder på et krisecenter har udstillet en række værker som del af Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg under kunstnernavnet 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld. Fællesnævneren for deres kunstværker er den vold, de har været udsat for. Kunstnergruppen vil ikke identificeres med deres oplevelser med vold, men vil italesætte volden trods dens tabubelagte karakter og gøre publikum opmærksom på, at volden kan ske for alle. Gennem kunsten tager de magten tilbage gennem det, de beskriver som en frigørende legeplads og ikke mindst et fællesskab.

En gruppe mennesker står samlet foran legetøjsborgen, hvor Ken foruretter Barbie. Barbie ligger livløs på borgens bund. Ved siden af værket står Dorthe. Hun er iført høje sko, en Pyrus-kastet og en rød og blå Dorthe-uniform, der består af en blå plastikposekappe kombineret med krisecentrets røde juledug som nederdel. Blå for blå mærker og rød for blod. 1.000 x Dorthe i'm a Bariegirl in a Horrorworld bruger det, de har til rådighed. Det er en del af konceptet.

Kvinderne står i stærk kontrast til de fremmødtes nedtonede farvevalg på Kunsthal Charlottenborg, et af Nordeuropas største udstillingssteder for samtidskunst, hvor 1.000 x Dorthe i'm a Bariegirl in a Horrorworld udstiller. Dragten signalerer den styrke, de ønsker at udstråle, men den er også til for at anonymisere dem selv. “Heltinderne” kalder de sig, når de er iført dem. De er i kraft af dragten en fælles enhed, der kæmper imod deres fællesnævner: Den partnervold, de har været udsat for. Mest af alt er idéen til påklædningen en tilfældig indskydelse. En tilgang, som generelt har præget deres kunstneriske proces. Som Dorthe siger: Du er lige der, hvor du skaber, og du zoomer ikke ud i øjeblikket. Først bagefter.

Kunstnergruppen har et blåt plastikbånd tværs over kroppen som Miss Universe, hvorpå der står “1.000 x Dorthes traumebånd”. De deler dem rundt blandt publikum. En slags souvenir.

Alle kvinder fra kunstnergruppen bar Dorthe-uniformen ved præsentationen af deres værker.

1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld skabte mange værker, men ikke alle blev udstillet på Kunsthal Charlottenborg.

Dorthe peger pludselig på væggen, hvorpå projektoren kaster et billede af en sort lædersofa. Sofaen hører hjemme på krisecentret og har ikke kunnet blive en del af udstillingen. “Darth Vader-sofaen" kalder 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld den. Dens mørke mystik og ulmende fare lægger til grund herfor. Dens maskuline energi minder dem om tidligere oplevelser. Lædermaterialet er en forlængelse af Dorthes tykke hud. Der skal mange slag til, før Dorthe får blå mærker, men det betyder ikke, at hun ikke er blevet slået.

“Kan du se, at der var psykisk mord på sofaen i går?” spørger hun. Publikum er stille. De ser nervøse ud. “Det kan du heller ikke, for kun fysisk vold vil have efterladenskaber,” svarer hun på sit retoriske spørgsmål. Selv fysiske mærker blegner med tiden.

Kvinderne fra 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld befinder sig på et krisecenter, fordi de har været udsat for vold. Af hensyn til kvindernes sikkerhed er de anonyme og optræder alle under navnet Dorthe. De er i kraft af deres kunst en fælles enhed. LOKK er bekendt med kvindernes rigtige identiteter og det krisecenter, de opholder sig på. Kunstnernavnet har de har valgt, da de færreste kan frasige sig at have været i kontakt med vold. Vold og herunder partnervold er almindeligt, lige som navnet Dorthe, mener kvinderne, og de er ikke anderledes end andre trods deres oplevelser. Ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har mere end hver anden dansker et personligt kendskab til partnervold. Og i den nyeste undersøgelse fra Eurostat svarer 47,5 procent danske kvinder, at de har været udsat for fysisk vold og/eller trusler om vold og/eller seksuel vold. For knap 26 procent af kvinderne er voldsudøveren en ægtefælle, kæreste eller lignende.

Juledramatik på krisecentret
Et julearrangement på krisecentret sætter for alvor gang i et kunstnerisk udtryk, som de fire kvinder begynder at dyrke og eksperimentere med. Det er med til at danne grundlag for hele kunstprojektet, som de som kunstnergruppen 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld bliver afsender på.

Flere af kvinderne på krisecentret har ikke kunnet fejre jul med deres børn eller hjemme hos deres familier. Kvinder, børn og personale er derfor samlet til årets julefest på krisecentret. Kunstnergruppen deltager også i arrangementet.

Børnene pakker gaver op. De får legetøjspistoler, som de tager i brug med det samme. Dorthe leger med. Hun tager en blå plastikpose på hovedet og falder til jorden, så snart hun har ladet, som om skuddene har ramt hende. Børnene griner. Dorthe kaster julekugler efter dem. Kvinderne morer sig, og nogle af dem lægger sig under juletræet, mens de forgiver at være i fare. Leger med på børnenes leg. De råber teatralsk efter hjælp. Personalet ser forskrækket på, mens interaktionen med juletræet står på. Kvinderne griner. Whams “Last Christmas” spiller i baggrunden efterfulgt af “Der er noget galt i Danmark”. Gennem interaktionen tager kvinderne magten tilbage. Magten tilbage over deres situation og udforsker den på komisk vis. Det føles befriende.

Denne tegning satte for alvor gang i kunstnergruppens proces.

Kunstnergruppen brugte udelukkende genbrugsmaterialer til at skabe deres værker.

Afmagtens udtryk
På krisecentret er kvinderne fysisk skærmet mod deres voldsudøver, men en række frustrationer gør sig gældende, mens de heler fra deres traumatiske oplevelser og forsøger at etablere en hverdag et sted, der kun fungerer som et midlertidigt hjem for dem og deres børn. 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld er gået i overlevelsesmode og kæmper for at blive hørt i et system, de mener, vender dem ryggen, og som anonymiserer dem.  

“På et krisecenter er vi en kvinde med eller uden børn i bolig nummer det eller det. Det bliver glemt, hvem vi er som mennesker og som individ, og det bliver man sindssyg af,” siger Dorthe. “Man skal afreagere på en eller anden måde, når man prøver at overleve. Der er ingen boksepude og intet isbad. Du føler dig måske heller ikke tryg nok ved at gå ud og løbe en tur. Vi har ikke mulighed for at rase ud, så vi har skullet finde et udtryk.” 

I kunstnergruppens søgen efter et udtryk udspringer interaktionen med juletræet. En leg, som bliver filmet og dokumenteret. Det bliver et blandt en lang række kunstværker, som kvinderne sender ind til Kunsthal Charlottenborg for at blive udtaget til dette års Forårsudstilling. Kvinderne søger mod kunsten i deres afmagt. 

Kursen mod Kunsthal Charlottenborg
Det værk, der for alvor sætter kunstprojektet i gang, er en tegning fra årets juleklippearrangement på krisecentret d. 1. december. Dorthe har skitseret sig selv med blyant på et hvidt A4-papir, hvor hun har foldede hænder og tårer, der plasker ud af øjnene som store, tropiske regndråber. Rundt om hende står der “Glædelig 1. december”, “Kold empati” og “Skubbet ud over kanten”. Dorthe føler sig skubbet ud over kanten. En følelse, de andre fra kunstnergruppen også genkender. 

Det groteske og tragikomiske bliver samlingspunktet for 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld. De griner og græder over egen skæbne og udformer kunst med vold som inspirationskilde i krisecentrets krearum. Processen er flygtig og kaotisk uden øjensynlig kronologi, men får sin begyndelse blot et par uger før Kunsthal Charlottenborgs ansøgningsfrist til Forårsudstillingen, hvor kvinderne sender deres kunst ind. Et af de værker, der er med til at give adgangsbilletten til udstillingen, er skabt fem minutter i deadline: 

“Vi har ikke siddet og dvælet ved projektet. Det kunne vi slet ikke nå,” siger Dorthe. For dem er det en helende proces at kunne dele deres oplevelser, styrke og sårbarhed med hinanden. Personale, andre beboere og ikke mindst børnene har også bistået. De er alle afsendere. Fællesskabet bag projektet en altafgørende og værdifuld komponent for 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld. 

Kuratorerne fra Charlottenborg stemmer derefter om, hvilke kunstværker der skal indgå i årets Forårsudstilling. Alle værker af 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld bliver stemt videre i første runde. I sidste ende bliver kun enkelte værker udvalgt: En legetøjsborg med tilhørende Barbie-dukker, en væltet brochureholder og en projekter, der kaster fotografier op på væggen, som kvinderne har taget. Kunstnergruppen bliver valgt sammen med 41 andre udstillere, hvor 870 har søgt om optag. 

1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld bliver forinden forslået af personalet på krisecentret at udstille på det lokale bibliotek. Et forslag, kunstnergruppen også gerne havde handlet på, hvis ikke de allerede var lykkedes med Forårsudstillingen på Charlottenborg. 

“Jeg tror, vi er drevet af et overdrevent storhedsvanvid. Et, der har pustet os op og har bildt os ind, at vi burde udstille et stort sted, for ellers kan vi ikke rigtigt mobilisere os og sprede vores budskab,” siger Dorthe. 

For kunstnergruppen symboliserer den væltede brochureholder det velfærdsvigt, de føler at have oplevet.

Publikum bliver af kunstnergruppen tilskyndet til at deltage i deres optræden ved at kaste skumfiduser på Dorthe, der gemmer sig bag forhænget.

Barbie og brochurer
En hvid brochureholder ligger væltet omkuld på gulvet som en del af udstillingen. Et rødt klæde er kastet over den. De fire kvinder har fået stukket mange brochurer i hånden, når de har søgt hjælp fra myndighederne til at bryde med volden. Brochurerne har først givet dem troen på en fremtid uden vold, og at der er hjælp at hente. Men nu er den væltede brochureholder et symbol på, at Dorthe er den eneste, der kan hjælpe sig selv og sine eventuelle børn. Brochurens formål bliver efterladt som en velmenende gestus, der i sidste ende fungerer mere som en visuel ydelse end en egentlig ekspertise fra velfærdssamfundet. Et velfærdssvigt. 

“Som mennesker belønnes vi ikke for at være empatiske. Når vi undskylder os selv med, at vold er noget, velfærdssamfundet tager sig af, behøver vi ikke agere empatisk overfor hinanden eller tage et medansvar. Det bliver et kapløb om at klare sig selv,” siger Dorthe. 

Bagefter synger publikum i kor: “I’m a Barbiegirl in a Horrorworld”, en sang kunstnergruppen har skrevet for at gøre værket mere interaktivt. Deres version af Aquas 90’er hit, hvor de har tilladt sig at lege med titel og tekst. Aquas sang er også inspirationskilde til selve kunstprojektets titel.  

Mens de fremmødte synger, kaster de skumfiduser på Dorthe. Hun er efter sin monolog gået i skjul bag det, der ligner et bruseforhæng af blå affaldsposer, som et par frivillige iagttagere løfter op. Skumfiduserne flyver gennem lokalet og rammer alt fra Barbie-borgen til forhænget, der skærmer Dorthe. 

“I’m a blond Bimbo Girl in a Darth Vader World. Lift me up. Throw me down. Hanky Panky,” synger publikum. 

De synger sangen to gange. Lyse og mørke stemmer blander sig med hinanden. De synger højt. Dorthe træder ud af sit skjul efter sangen. 

“Tak for at I ville kaste på Dorthe, se på Dorthe og lytte til Dorthe,” siger hun. Publikum klapper og bliver gelejdet hen til næste kunstnerintroduktion. 

Kunst, der åbner samfundets øjne
Kunsten lavet af 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld skal give iagttageren et indblik i den vold, der udspiller sig i de nære relationer samt den afmagt, den afføder hos den voldsudsatte. Den skal give beskueren et momentum til at sætte sig ind i den voldsudsattes sted og en forståelse for, at alle kan blive udsat for vold. 

“Kvinder på krisecenter er ofte nogen, der skriger i afmagt, fordi de er blevet presset så langt ud i deres livssituation, at de har måttet flygte hjemmefra med deres børn, og det næste, der sker, er, at man kommer under pres med den sag, man har kørende. Ens ressourcer til at blive en stemme er meget små,” siger Dorthe. 

For 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld er det et mirakel, at de overhovedet er lykkedes med at skabe kunst og udstille, da de har verserende sager og traumer i bagagen. Men der ligger en årsag bag deres effektivitet og udholdenhed: 

“Grunden til at vi har haft så nemt ved at lave det her projekt under svære vilkår og på så kort tid, er jo, fordi vi er vant til at agere i, at folk ikke lytter. Vi bliver ikke nemt slået ud og føler os hjemme i forhindringer.” 

Med egne ord har de haft umulige betingelser til at lave kunst fra hjertet. Kvinderne har ofte haft oplevelsen af, at vold er et ubehageligt emne, man helst lukker af for.  

“Ens relationer og selve systemet kommer ubevidst til at agere, som om der ingen vold er, fordi vold er for komplekst at forholde sig til. Og så bliver vi hverken set eller hørt. Voldsofret vil blive yderligere retraumatiseret,” siger Dorthe og understreger, at de aldrig før er blevet taget så alvorligt som på Kunsthal Charlottenborg, hvor kunstnergruppen optræder som det øverste navn på udstillerlisten, og hvor publikum nysgerrigt opsøger deres del af udstillingen. 

Samtalen om vold er generelt præget af en berøringsangst, mener 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld. En berøringsangst, de også selv har. De har tidligere erfaret, at selv deres netværk har haft svært ved at håndtere den vold, de har været udsat for: 

“De ved ikke, hvad de skal svare, når de bliver bekendt med din situation og giver udtryk for, at de gerne vil hjælpe, men så vender de aldrig tilbage. Du er totally on your own,” siger Dorthe og forklarer, at det netop sker helt ubevidst, fordi vold er tabubelagt. Som voldsudsat har du ikke behov for at blive isoleret yderligere, understreger Dorthe. Det har volden netop forårsaget.

Kvinderettigheder kræver voldsramte kvinders stemme
Noget af det vigtigste for 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld er at komme ud af den skammekrog, som de som voldsudsatte kvinder oplever at befinde sig i: At du som voldsudsat selv er skyld i din situation. Det er et genkendeligt tankemønster for kvinderne. De peger på, at systemet, myndighederne og deres relationer ubevidst kommer til at sætte dem tilbage i skammekrogen, ved blandt andet at efterprøve deres udsagn i form af at stille dem det sædvanlige spørgsmål: “Hvorfor gik du ikke bare?” efterfulgt af den genkendelige frase: “Nu må du stå op for dig selv”. 

Kvinderne bliver ramt af en følelse af afmagt, når de skal forsvare at have været udsat for vold. Hvis volden kun kan italesættes efter vurdering af, at der er sandhed i deres ord, bliver samtalen om vold som samfundsproblem tiet ihjel og bliver ikke taget alvorligt nok. 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld efterspørger i stedet empati og viden i mødet med den voldsudsatte kvinde. Gennem empati og viden vil tabuet fordufte. 

“Vold mod kvinder viser, hvor langt vi som samfund er kommet med at tage kvinders rettigheder alvorligt. Det er faktisk udgangspunktet for kvinders rettigheder,” siger Dorthe. 

Ifølge 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld kan man ikke interessere sig for kvinderettigheder uden at tage den voldsramte kvindes perspektiv med. Disse hænger uløseligt sammen. 

Kunsten som et spejl
Ved at lave kunst om vold tvinger 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld iagttagerne til at forholde sig til volden som et samfundsproblem.  

“Det er et upassende værk, vi har lavet. Det er upassende, fordi vold er upassende. Det ødelægger den gode stemning, at Dorthe derovre pludselig ikke er på arbejdspladsen, fordi hun har været udsat for vold,” siger Dorthe.  

Selvom værket skildrer deres traumatiske oplevelser som voldsudsatte, beskriver kunstnergruppen deres kunst anderledes, end hvad man kunne forvente. De kalder projektet en “frigørende legeplads”. Her formår de på legende vis at frigøre dem selv. De tager magten tilbage over dem selv og deres liv. De vil tilbage til Dorthe, kernen i dem selv. 

“Vores kunstværk er et gerningssted, hvor der er blod og ulykke, men samtidig udtrykker vi, at vi også gerne vil have lov til at leve og vil tilbage til vores livsglæde,” siger Dorthe. 

Kunstnergruppen oplever nemlig at blive kategoriseret som nogen, der er anderledes. Det, mener de, skyldes den manglende viden om de kvinder, der befinder sig på landets krisecentre. En viden, der fortsat er ikkeeksisterende, selv efter DR lavede række udsendelser på området med Anders Agger som journalist. 

Selv har de fire kvinder haft fordomme om krisecentrets kvinder, før de selv indlogerede sig på et. De selv samme fordomme, som de nu oplever, samfundet møder dem med: At det er det din egen skyld, hvis du er udsat for vold. Her fandt 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld hurtigt ud af, at volden kan ramme enhver kvinde ved blot at kigge rundt i rummet og se, hvilke andre kvinder der var flygtet fra det samme som dem selv. Derfor har de ubevidst brugt Barbie som symbol. En stærk, selvstændig kvinde, som også kan blive udsat for vold og komme på krisecenter. Hun er især stærk, fordi hun er flygtet fremfor at blive i volden. 

Og kunstnergruppen kan se, at folk bliver hængende ved deres udstilling og bliver påvirket: 

“Det fantastiske ved det her kunstværk er, at folk reagerer på det. Nogle får det ubehageligt, nogle begynder at græde, og nogle deler deres egne historier,” siger Dorthe. Kunsten gør dermed, hvad de mener, at den skal: Den konfronterer iagttageren med sig selv. 

I fællesskabets ånd 
Gennem kunsten tager 1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld magten tilbage, men den frigørelse har været afhængig af en anden faktor, der har haft altafgørende betydning for skabelsen af deres kunst: Fællesskabet. 

“Det er fællesskabet, der er drevet kunstprojektet. Det er jo ikke noget, en person kan gøre alene. Det er jo noget, vi har bidraget til alle sammen, og vi vil blive ved med at udtrykke og forene os i fællesskab. Det er virkelig vores budskab til alle voldsramte kvinder i Danmark at skabe fællesskaber, hvor man kan tale frit og styrke hinanden.” 

1.000 x Dorthe i'm a Barbiegirl in a Horrorworld udstillede deres værker på Kunsthal Charlottenborg som en del af Forårsudstillingen fra d. 6. februar til d. 9. marts 2025.