LOKK vil styrke indsatsen mod økonomisk vold
LOKK står bag et nyt projekt om økonomisk vold. Projektet skal etablere en juridisk ekspertgruppe, samle viden om økonomisk vold og udvikle et screeningsværktøj til krisecentre, der kan hjælpe med at opspore denne voldstype.
I Danmark er der fortsat begrænset viden om omfanget af økonomisk vold i befolkningen. En undersøgelse fra Social- og Boligstyrelsen i 2023 viste dog, at 56 procent af kvinder på krisecenter har været udsat for økonomisk vold. Samtidig er økonomisk vold ikke selvstændigt kriminaliseret i Danmark.
Derfor står LOKK bag projektet Råd til livet efter volden, som netop skal styrke viden og indsats på området.
Økonomisk vold kan fastholde voldsudsatte
Økonomisk vold kan overordnet inddeles i tre typer: økonomisk sabotage, økonomisk udnyttelse og økonomisk kontrol.
Ved økonomisk sabotage forhindrer udøveren den voldsudsatte i at arbejde, uddanne sig eller på anden måde tjene egne penge.
Økonomisk udnyttelse sker, når den voldsudsattes ressourcer udnyttes – eksempelvis gennem lån uden tilbagebetaling eller ved at opbygge gæld i den udsattes navn uden viden eller samtykke.
Ved økonomisk kontrol udelukkes den voldsudsatte fra økonomiske beslutninger i husholdningen, og økonomien bruges som middel til at fastholde magt og kontrol.
Konsekvenserne kan være langvarige. Økonomisk vold kan fastholde voldsudsatte i relationen til voldsudøveren, fordi de bliver økonomisk afhængige, viser en analyse fra Danner.
Mere viden og bedre redskaber
De omfattende konsekvenser er en af grundene til, at LOKK har igangsat projektet Råd til livet efter volden, som er støttet af Østifterne.
”Økonomisk vold er i dag underbelyst i Danmark, og det har konsekvenser for dem, der udsættes for den. LOKKs indsats har et langsigtet og strukturelt sigte med fokus på at skabe varige forbedringer i indsatsen mod økonomisk vold i Danmark. Det her projekt bidrager markant til den indsats,” siger Christina Wessel Jensen, projektleder på Råd til livet efter volden.
Projektet består af flere elementer, fortæller Clara Kort Illeborg, projektkonsulent på Råd til livet efter volden.
”Et af hovedformålene er at skabe mere praksisnær viden om økonomisk vold, så vi kan udvikle brugbare værktøjer til at opdage og håndtere den. Samtidig skal projektet bidrage til større opmærksomhed på økonomisk vold og danne grundlag for lovgivningsmæssige forbedringer,” siger hun.
Et centralt element i projektet er udviklingen af et screeningsværktøj til opsporing af økonomisk vold. Værktøjet udvikles på baggrund af eksisterende national og international viden og skal både bidrage til ny praksisnær viden og hjælpe med at afdække, om en voldsudsat oplever økonomisk vold.
I løbet af projektet skal en række krisecentre afprøve værktøjet i praksis. Her vil centrene bringe deres erfaringer i spil, så værktøjet bliver relevant og anvendeligt i det daglige arbejde på krisecentrene. Målet er at skabe et solidt grundlag for målrettet rådgivning til personer udsat for økonomisk vold.
Projektets andet element er en ekspertgruppe med deltagere fra forskellige fagområder.
Ekspertgruppen skal bidrage med perspektiver og viden, der kan styrke vidensdelingen på tværs af sektorer.
”Ekspertgruppen skal også give deres bud på, hvordan resultaterne fra screeningsværktøjet bedst kan formidles, så de kan bygge bro til andre dele af systemet og dermed styrke voldsudsattes retsstilling,” siger Clara Kort Illeborg.
Fra udvikling til praksis
Som del af projektet er 14 testkrisecentre tilknyttet. LivaShelter København er en af disse.
Hos LivaShelter København oplever de jævnligt, at voldsudsatte har været udsat for økonomisk vold.
”Psykisk vold er ofte en bagvedliggende årsag til indskrivning hos os. Når vi får udfoldet den psykiske vold, kan der i den forbindelse jævnligt være elementer af økonomisk vold, som har udspillet sig i relationen,” siger afdelingschef Maja Markman og tilføjer, at de voldsudsatte har oplevelser med f.eks. ufrivillig gældsætning og ikke at have haft råderet over deres egne midler.
På nuværende tidspunkt spørger personalet på LivaShelter København beboerne ind til økonomisk vold, men operer ikke efter en egentlig systematisk opsporing af denne voldsform. Derfor er screeningsværktøjet, som Råd til livet efter volden skal udvikle, en kærkommen mulighed for en mere strømlinet indsats, mener Maja Markman:
”Indførelsen af et screeningsværktøj kan bidrage til at sikre en ensartet standard for opsporing af økonomisk vold og samtidig etablere klare procedurer for en indsats, der støtter de voldsudsatte.”
På LivaShelter København håber personalegruppen, at screeningsværktøjet bliver tilgængeligt og kan være til gavn for både voldsudsatte og krisecentermedarbejdere:
”For os vil det have stor betydning, at økonomisk vold opspores gennem en ensartet tilgang og proces, så krisecenterpersonalet er godt rustet til at støtte og vejlede de voldsudsatte, som dermed også kan forvente en sammenhængende og ensartet indsats til gavn for dem,” siger Maja Markman.
Et emne med stigende opmærksomhed
Projektet kommer på et tidspunkt, hvor der er stigende fokus på økonomisk vold.
Danner har netop udgivet en analyse om emnet, og med Råd til livet efter volden bliver økonomisk vold også et styrket fokusområde for LOKK.
”Med projektet kan vi både styrke muligheden for at hjælpe voldsudsatte og opbygge viden og kapacitet i civilsamfundet. Samtidig håber vi, at det kan bidrage til en mere rettighedsbaseret indsats mod økonomisk vold i Danmark,” siger Christina Wessel Jensen.
Med årtiers erfaring fra krisecenterområdet vil LOKK fortsat være bindeled mellem myndigheder, civilsamfund og krisecentre – også i arbejdet med at styrke indsatsen mod økonomisk vold.


