Emilie Lyng Rasmussen, ph.d., har forsket i den hjælp, der tilbydes på danske krisecentre som del af velfærdsstaten. Det er mundet ud i afhandlingen ”Når hjælp forhandles i praksis”, som placerer sig i krydsfeltet mellem sociologi, socialt arbejde og kriminologi. Med afsæt i fire krisecentre undersøger hun blandt andet, hvordan empowerment praktiseres af personale, og hvordan den opleves af beboere.

Ph.d. Emilie Lyng Rasmussen har forsket i den hjælp, der tilbydes på danske krisecentre. Foto: Hjortlund Medier

Siden studietiden har den kvalitative metode optaget Emilie Lyng Rasmussen. Det interpersonelle og menneskelige står centralt i hendes forskning, hvilket også præger afhandlingen, som bygger på feltarbejde, interviews og deltagelse i blandt andet personalemøder og visitationssamtaler på krisecentrene.

Med et ønske om at forstå, hvad der sker, når voldsudsatte kvinder modtager hjælp på et krisecenter, undersøger hun de dynamikker og forhandlinger, som opstår mellem beboere, personale og velfærdssystem. Her finder hun frem til, at den voldsfaglige hjælp hverken bliver givet eller overleveret, men formes og skabes i mødet mellem personalet og beboerne på krisecentret.

Emilie Lyng Rasmussen sætter krisecentrenes særegne voldsfaglige tilgang under lup og viser, hvordan krisecentre både fungerer som sikre rum for voldsudsatte og som institutioner underlagt velfærdsstatens regler og logikker. Afhandlingen peger også på, hvordan krisecentrenes voldsfaglige tilgang ikke nødvendigvis bliver anerkendt eller understøttet i andre dele af systemet, og hvordan den voldsfaglige hjælp i nogle tilfælde kan opleves som modstridende eller utilstrækkelig for beboerne, som modtager den.

Empowerments skabelse
Selve hovedbidraget i ”Når hjælp forhandles i praksis” er empowerment-begrebet. Gennem feltarbejdet viser Lyng Rasmussen, hvordan personale og beboere oplever empowerment som meningsfuld hjælp, samtidig med at hendes forskning giver begrebet en ny konceptualisering.

Afhandlingen bygger fortsat på den grundlæggende forståelse bag begrebet, der omhandler individets handlekraft og mulighed for indflydelse på eget liv. Lyng Rasmussens konceptualisering ligger imidlertid i, at indflydelsen på eget liv ikke kun bliver givet til kvinderne. Den bliver skabt i interaktioner mellem personale og beboere og inden for nogle særlige institutionelle rammer og faglige forståelser.

”Empowerment opstår altså, når kvinders levede erfaringer med vold bliver anerkendt, genkendt og gjort forståelige for kvinderne i samarbejde med krisecenterpersonalet. Det indtræffer særligt i en dialog, hvor voldsfaglig viden er til stede,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Dog sker empowerment kun, hvis de levede erfaringer og den voldsfaglige viden bliver koblet sammen på en måde, som er meningsfuld for beboeren selv. Og her skal den levede erfaring stå forrest, pointerer hun.

”Min forskning viser desuden, at empowerment hverken er et enkelt mål eller en fast metode. Når det bliver formet gennem relationer og interaktioner, kræver det vedligeholdelse,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Men empowerment kan være skrøbeligt. Det kan svækkes, når voldsudsatte kvinder flytter fra krisecentret og møder systemer med andre forståelser af vold. På krisecentret er beboernes voldserfaringer blevet anerkendt og navngivet. I familieretlige og kommunale instanser bliver erfaringerne efterprøvet. Dertil kommer forventningen om samarbejde med voldsudøveren. Det fund havde Lyng Rasmussen forventet. Hun blev imidlertid overrasket over, hvor mange kvinder der oplevede, at deres voldsudøver udnyttede systemets forskellige forståelser af vold til fortsat at udøve vold og ikke mindst konsekvenserne forbundet med det.

”De omkringliggende systemer, som krisecentre samarbejder med, vil have indflydelse på empowerment og deres eget arbejde, fordi det ikke sker i et vakuum. Om du kan blive anerkendt som et legitimt og troværdigt offer afhænger netop af relationer og de institutionelle rammer,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Den voldsfaglige sandhed
Den voldsfaglige viden varierer på tværs af de krisecentre, viser feltarbejdet. Det påvirker både den støtte og de betingelser, empowerment opstår under.

Variation er uundgåelig, når mennesker arbejder med at støtte andre. Derfor mener Lyng Rasmussen, at krisecentersektoren ikke bør tilstræbe strømlinede indsatser. Diversitet på landets krisecentre kan være en fordel, mener hun, fordi vold i nære relationer også udfolder sig forskelligt.

I sit feltarbejde blev Lyng Rasmussen konfronteret med, at krisecentrene havde en stor tiltro til egne metoder. Alle fire krisecentre havde hver sin voldsfaglige viden at stå på og opfattede deres egen som særligt velbegrundet:

”Voldsfaglig viden bygger netop på valg af teori, forskning og praksisviden og er ikke en given sandhed. Det er en kultur og organisatorisk forankret og bliver skabt af krisecentrene selv. Derfor er det vigtigt at reflektere over sin egen praksis.”

Lyng Rasmussen tilføjer:

”Hvis krisecentrene har et højt refleksionsniveau og er bevidste om, hvilken voldsfaglig viden de arbejder ud fra og hvorfor, så er vi allerede nået langt, også selvom tilgange varierer på tværs af sektoren.”

Feltarbejdet viste også, at den voldsfaglige viden i nogle tilfælde kunne virke ekskluderende, hvis ikke beboerne kunne genkende sig selv i krisecentrets gældende voldsforståelse. I sidste ende kan det også påvirke den hjælp, beboerne modtager. Her oplevede nogle kvinder den voldsfaglige støtte, de fik, som modstridende eller utilstrækkelig.

Ifølge Lyng Rasmussen rejser det spørgsmålet om, hvorvidt det er krisecentrene, der skal kunne rumme kvinderne, eller om det er kvinderne, der skal tilpasse sig krisecentrene.

Emilie Lyng Rasmussen har i samarbejde med Danner omsat afhandlingens fund til et undervisningsmateriale. Illustration: Anne Zacho Møller, senior uddanneleskonsulent i Danner

Velfærdsstatens aftryk
Under de medarbejdermøder og supervisioner, som Lyng Rasmussen deltog i, opdagede hun, at beboerne på krisecentrene blev kategoriseret af personalet.

Kategoriseringerne var ikke baseret på voldens karakter eller alvor. I stedet kredsede de om deres motivation, fremskridt og evne til at samarbejde med personalet. Hun begyndte derfor at arbejde med to hovedkategorier for beboerne i sin afhandling: ”motiverende og nemme” og ”krævende og frustrerende”.

”Når samarbejdet bliver kompliceret, er det vigtigt at undersøge, hvad der ligger bag, fremfor at placere beboerne i bestemte kategorier,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Her bliver spørgsmålet om, hvem der skal tilpasse sig særligt relevant. De voldsfaglige tilgange former også, hvilke beboere som opleves som samarbejdsvillige eller krævende.

Samtidig viste feltarbejdet, at beboere, der faldt inden for den "krævende og frustrerende” beboerkategori, oftere blev diskuteret på personalemøder med henblik på viderevisitation til andre former for støtte end et krisecenterophold. Her drøftede medarbejderne, hvorvidt beboerne faldt inden for krisecentrenes kerneopgave om vold, kompetencer eller rammer, og om støtten skulle gives et andet sted, f.eks. hos kommunale indsatser, på et botilbud, i psykiatrien eller på krisecentre med udvidet målgruppekompetence. Lyng Rasmussen understreger dog, at der ikke er en direkte årsagssammenhæng.

Omvendt mødte hun også kvinder, der ikke kunne se sig selv i det voldsfaglige billede, som krisecenterpersonale tegnede af dem. Nogle beboere oplevede, at uenighed med personalet kunne føre til konflikt og et forringet samarbejde.

Kategoriseringen kendetegner, ifølge forskeren, velfærdsstatens forventninger om motivation, handlekraft og ansvarlighed. Som del af den bliver krisecentre underlagt samme mekanismer:

”Disse forventninger bliver omsat til hverdagsvurderinger af personalet på krisecentrene, fordi der netop er velfærdstatslige logikker på spil, og her er det også vigtigt at reflektere over, hvornår disse er til stede.”

Refleksion som metode i praksis
I samarbejde med organisationen Danner har Lyng Rasmussen omsat sin forskning til et undervisningsmateriale målrettet krisecentre. Materialet tager afsæt i afhandlingens fund og skal styrke refleksionen over, hvordan voldsfaglig viden anvendes i praksis.

I materialet indgår fiktive cases, som blandt andet sætter fokus på beboerkategorier og på overgangen fra krisecenter til kommunale og familieretlige instanser. De fiktive cases er udarbejdet på baggrund af Lyng Rasmussens empiri til netop at reflektere og formidle de centrale temaer og dilemmaer, som hun fandt. 

”Det er cases uden entydige svar, men som bestemt er vigtigt at tale om,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Ifølge hende er det netop det at stille spørgsmål til egen faglighed, som er væsentligt:

”Det vigtigste er nysgerrigheden på egen praksis og motivationen for at reflektere sammen, så man kan få et ærligt indblik i det arbejde, man udfører,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Undervisningsmaterialet kan både bruges på medarbejdermøder og til fagdage.

Adspurgt til forskningens bidrag til en dansk krisecenterkontekst og socialt arbejde, lyder svaret prompte:

”Mit forskningsprojekt bidrager til en indgående viden om danske krisecentre som del af velfærdsstaten, især gennem den adgang, jeg har haft til de fire krisecentre.”

Men for Lyng Rasmussen stopper arbejdet ikke med afhandlingen:

”Nu skal forskningen først tilbage til de krisecentre, som har bidraget til den. Jeg håber, at undervisningsmaterialet kan skabe dialog om de dilemmaer og refleksioner, som afhandlingen peger på,” siger Emilie Lyng Rasmussen.

Emilie Lyng Rasmussen står til rådighed for oplæg om forskningen og undervisningsmaterialet og kan kontaktes på emra@society.aau.dk