Maria vælger kærligheden - selv efter volden

Maria Sommer Hjort Kronholm er aktuel med endnu en bog. En fortælling om det nye liv, hun har påbegyndt efter at have været udsat for vold. Med bogen ønsker hun at tage kontrollen tilbage ved at skrive sig ud af sine oplevelser og ikke mindst fortælle, at man som voldsudsat også fortjener at tilvælge kærligheden.

Maria Kronholm finder kærligheden ti dage efter flugten fra sin voldsudøver. Det anbefaler hun ikke andre at gøre. 

Tilbage i 2018 er Maria Kronholm i forhold med en mand, som gennem et år udsætter hende for fysisk og psykisk vold. Et forhold, der var svært at bryde med, indtil det endelig lykkedes. 

“Jeg lærte at slette min egen skygge af ren og skær frygt,” siger Maria Kronholm om perioden. 

Herefter møder hun Michael. En stormende forelskelse begynder og overskygger den bekymring, der også lurer: Frygten for at blive udsat for vold igen.  

“Det er et held, at det gik, som det gjorde, for ofte hører man jo om, at den voldsudsatte ender i kløerne på endnu en voldsudøver,” siger Maria Kronholm, der nu har været lykkeligt gift med Michael i fire år efter at have dannet par i seks år. 

Med udgangspunkt i de erfaringer hun har gjort sig i voldens efterspil og det liv, hun har bygget sammen med Michael, er hun nu aktuel med en ny bog. “Mit smukke liv” hedder den med undertitlen “Kærlighed, PTSD og guldheste”. 

Som en efterfølger til hendes første bog “Han tog mit liv”, omhandlende det forhold, hvor hun blev udsat for vold, er målet fortsat klart for Maria Kronholms forfatterskab:

“Hvis jeg bare kan hjælpe en enkelt ung kvinde, der står i samme situation, som jeg gjorde, er jeg tilfreds.”

For hvis der er noget, hun har lært, så er det, at vold kan ramme alle, og at selv hun som datter af en politimand ikke blev skånet for den.

Maria Sommer Hjort Kronholm har udgivet to bøger om sine oplevelser med vold og dens efterspil.

Maria Kronholm og hendes tidligere underviser Mia Nørbak mener, at der er et behov for mere oplysning om partnervold.

Et insisterende håb
Maria Kronholm går fra en yderlighed til en anden. Fra vold og kontrol til morgenmad på sengen, som hun selv siger. 

“Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg havde levet i vold og endnu sværere ved at acceptere, at jeg havde ladet den ske,” siger hun og tilføjer, at hun i længere tid var overbevist om, at den vold, hun blev udsat for, var selvforskyldt. 

Med afsæt i disse tanker skriver hun sin første bog for at se oplevelsen ude fra. Samtidig er hun drevet af nysgerrighed og et ønske om at forstå sin voldsudøver og hans handlinger. 

“Mit smukke liv” kredser derimod om de reaktionsmønstre, hun oplever i voldens efterspil, og hvordan man navigerer i et nyt parforhold med frygt og traumer i bagagen. 

Hvordan en ægteskabelig uoverensstemmelse om, hvor sofaen skal stå i det hjem, hun og Michael har skabt, kan trigge hende. 

“Jeg har skullet kigge ind ad og indse, at kontroltab ikke er lig med endnu et overgreb,” siger Maria Kronholm og understreger, at det har været vigtigt at give Michael indsigt i hendes tidligere oplevelser, så han har kunnet forstå hendes reaktionsmønstre. 

Ifølge Maria Kronholm kunne en manglende indsigt have resulteret i en afstandtagen til kærlighed. 

“Det nemmeste ville jo have været at undgå at elske igen for at skåne mig selv,” siger hun. 

Men hun var stædig. Hun ville ikke undvære den. Og så fordi hun altid har været lidt af en romantiker:

“Jeg har fortjent kærlighed lige så meget som alle andre, også selvom jeg har været udsat for vold. Gennem Michael lærte jeg at elske mig selv igen.”

Og derfor ville det være ærgerligt for voldsudsatte ikke at give sig selv lov til at elske igen, understreger hun og tilføjer, at vigtigst er selvkærligheden. 

Hun beskriver "Mit smukke liv” som et insisterende håb om, at kærlighed og eventyr ikke skal være slut, efter man har været udsat for vold. 

Et opråb i oplysningens navn
For at kunne forklare, hvordan volden udspiller sig og ikke mindst voldens konsekvenser, indeholder udgivelsen et kapitel om de psykologiske mekanismer bag partnervold. Et kapitel psykolog Mia Nørbak står bag. 

Udover at udgøre et psykoedukativt element søger kapitlet også at fjerne den skam, som voldsudøveren påfører den voldsudsatte.  

“Maria og andre voldsudsatte skal vide, at volden ikke er noget, de kunne have forhindret, og at det kunne være sket for hvem som helst, fordi voldsudøvere netop gør brug af manipulationsteknikker som gaslighting og lovebombing,” siger Mia Nørbak og tilføjer, at man i sin kærlighed til et andet menneske kan blive blind for disse faresignaler, fordi man er afhængig af de positive følelser, som relationen også giver. 

Maria Kronholm og Mia Nørbak har allieret sig i oplysningens navn. Ved deres første møde i klasselokalet på terapeutuddannelsen så de et lys i hinanden. Mia Nørbak som underviser, og Maria Kronholm som studerende. 

Sammen vil de fortsætte med at udbrede kendskabet til grænsesætning og partnervold og ikke mindst de psykologiske mekanismer bag som gaslighting og lovebombing, blandt andet gennem podcasts og undervisningsmateriale. 

Det er netop disse mekanismer, Maria Kronholm selv var blind overfor. 

“Jeg synes, det er vigtigere at lære om gaslighting og lovebombing end brøkregning. Den slags viden kan hjælpe os med at spotte de røde flag i tide,” siger Maria Kronholm. 

Mia Nørbak er enig:

“Marias historie viser jo, hvor galt det kan gå, og derfor er der et behov for mere oplysning på området.”

Og det fokus har aldrig været vigtigere for Maria Kronholm. For halvandet år siden blev hun mor til en lille pige.

“Samtalen om vold skal ikke ties ihjel, men vi skal tale vold ihjel,” siger Maria Kronholm. 

Et vidnesbyrd
For Maria Kronholm er “Mit smukke liv” et vidnesbyrd. En skildring af det liv, hun lever med Michael. 

Hvordan op- og nedture skulle føre til det liv, hun kalder sit smukke liv. Et liv på en gård med alle deres dyr og ikke mindst deres datter. Hendes barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse. Såvel som Michaels. Det har helet noget i dem begge at kunne udleve det fælles ønske sammen. 

Men bogen er også en afsked med fortiden. Hun har nu skrevet sig ud af volden. En bearbejdningsproces, som Maria Kronholm sætter stor værdi i at have været igennem:

“Jeg kommer ikke til at skrive endnu et værk om mine oplevelser. Den voldsudsatte kvinde lever nu i en bog og er ikke den, jeg er længere. Jeg håber, at mine refleksioner kan hjælpe andre med at finde lyspunktet. Det er trods alt mørkest, lige før solen står op.” 

Andre nyheder

Forlad side