Serine Gunnarsson har gennem sin karriere været engageret i arbejdet med vold, ligestilling og menneskerettigheder. I dag er hun ansat i svenske Myndigheten för delaktighet, hvor hun blandt andet arbejder med problematikker omkring vold mod personer med funktionsnedsættelser. LOKK har talt med hende om voldsudsathed i denne målgruppe.

Hvorfor er personer med funktionsnedsættelser særligt sårbare i forhold til at blive udsat for vold i nære relationer?

Mennesker med funktionsnedsættelser er markant overrepræsenterede i statistikker om fysisk, psykisk og seksuel vold. Svenske data viser næsten dobbelt så høj risiko som i den øvrige befolkning.

Udsatheden hænger blandt andet sammen med strukturelle forhold. Mange er afhængige af familie eller andre til personlig hjælp, kommunikation eller fysisk mobilitet. Denne afhængighed kan skabe ulige magtforhold. Hvis støttepersonen også udøver vold, bliver det sværere for den voldsudsatte at gøre modstand og bryde med volden. Samtidig kan det være vanskeligt for fagpersoner at skelne mellem nødvendig støtte og utilbørlig eller skadelig kontrollerende adfærd fra omsorgspersoner. Dette kan være særligt svært, hvis den udsatte person har en kognitiv funktionsnedsættelse.

Isolation og begrænsede sociale netværk reducerer derudover muligheden for, at volden opdages. Kommunikationsbarrierer og kognitive udfordringer kan yderligere gøre det svært at fortælle om vold. Stigma og diskrimination kan svække troværdigheden af voldsudsattes anklager om vold.

Er der nogle særlige kendetegn for den vold, som denne målgruppe bliver udsat for, og som afviger fra den, personer uden funktionsnedsættelser udsættes for?

Volden er ofte tæt knyttet til den voldsudsattes funktionsnedsættelse og støttebehov. Den kan udøves gennem kontrollerende støtte, f.eks. ved fratagelse af medicin eller hjælpemidler, men kan også komme til udtryk som omsorgssvigt.

For personer med kognitive funktionsnedsættelser opstår der særlige problemstillinger omkring samtykke, hvilket især komplicerer sager om f.eks. seksuel vold og udnyttelse. Fagpersoner beskriver vanskeligheder med at vurdere både autonomi og troværdighed, især inden for retsprocesser. For personer med kommunikationsvanskeligheder kan vold desuden tage form af manipulation, misinformation eller fratagelse af hjælpemidler.

En anden karakteristika er, at indskrænkninger i autonomi sommetider er fremstillet som støtte eller beskyttelse med henvisning til personens funktionsnedsættelse og behov. Denne tvetydighed er med til at øge risikoen for, at vold ikke bliver identificeret.

Hvorfor har sociale aktører svært ved at forebygge, opdage og efterforske vold mod mennesker med funktionsnedsættelser?

Der er flere forhold, som gør området udfordrende, men særligt manglen på samlet og specialiseret viden skaber problemer. Voldsfaglige medarbejdere mangler ofte indsigt i funktionsnedsættelser og i, hvordan vold påvirker denne gruppe. Omvendt har fagpersoner i handicapområdet (funktionshindersområdet på svensk) ikke altid kompetencer til at identificere vold eller forstå dens konsekvenser.

Sagerne er desuden komplekse og ressourcekrævende. Uden den rette støtte risikerer sager at blive lukket på grund af manglende beviser. Vores studier viser, at sager kan afskrives eller henlægges, når personer med kognitive funktionsnedsættelser ikke får den nødvendige kommunikationsstøtte til at give en sammenhængende forklaring, som retssystemet kræver. Dermed vurderes deres fortællinger ikke som tilstrækkeligt troværdige set fra et juridisk perspektiv.

Samarbejde er væsentligt. Vores erfaring viser, at samarbejdet mellem handicapområdet, sociale indsatser, sundhedsvæsenet og retssystemet er utilstrækkeligt, hvilket efterlader uklarhed om ansvar og efterfølgende indsats. I sidste ende risikerer den voldsudsatte at stå uden den nødvendige støtte.

Foto: Oskar Gyllenswärd

Hvorfor kan det være svært for personer med funktionsnedsættelser at bryde med vold?

For personer med støttebehov kan det at bryde med volden også betyde, at de forlader den hjælp, de er afhængige af. Hvis voldsudøveren også er omsorgsperson, kan den voldsudsatte risikere at miste bolig, personlig assistance og økonomisk grundlag.

For personer med kognitive eller neuropsykiatriske funktionsnedsættelser som ADHD og autisme kan bruddet være særligt belastende. At forlade familie eller kendte rammer kan opleves som utrygt, fordi stabilitet og struktur er afgørende i hverdagen.

Beskyttelse skal tage udgangspunkt i den enkeltes vilje og kapacitet. Hvis selvbestemmelsen ikke respekteres, kan alternativet til vold opleves som kontrol fra systemet. Samtidig er langsigtet og sammenhængende støtte afgørende, da korte, usammenhængende indsatser øger risikoen for at vende tilbage til voldsudøveren. Manglende tillid til myndighederne, f.eks. efter tidligere ikke at være blevet troet på, kan desuden gøre det endnu sværere at søge hjælp.

Hvilke hindringer kan voldsudsatte med funktionsnedsættelser møde i forbindelse med at søge hjælp, f.eks. på et krisecenter eller et andet voldsfagligt tilbud?

Tilgængelighed er en central barriere. Hvis et krisecenter ikke kan tilbyde kommunikationsstøtte til personer med f.eks. døvhed, hørenedsættelse og døvblindhed eller har fysiske rammer, der udelukker mennesker med mobilitetsbesvær, hindrer det adgangen til hjælp.

En anden barriere er holdninger og forventninger. Nogle instanser, som arbejder med vold, mangler erfaring med personer med omfattende støttebehov og tvivler på, om de kan yde tilstrækkelig beskyttelse.

I vores rapport Skyddad på egna villkor understreges det, at beskyttelse skal tilpasses den enkeltes funktionsniveau og behov, f.eks. gennem tilgængelig kommunikation, adgang til personlig assistance og tekniske hjælpemidler under opholdet. Uden disse tilpasninger bliver beskyttelsen skrøbelig. Risikoen for at forlade krisecentret eller at kompromittere sin egen sikkerhed øges. Samtidig skal sikkerhedsforanstaltninger styrke den voldsudsattes autonomi og ikke erstatte en form for afhængighed med en anden.

Hvad vurderer du, at Danmark kan lære af de svenske erfaringer?

Vores erfaringer peger på, at voldsbeskyttelse og handikapstøtte behandles som to adskilte områder i Sverige, men som vi har indset bør integreres. Personer med funktionsnedsættelser skal altså både kunne beskyttes og støttes samtidig.

På krisecentre, som modtager personer med funktionsnedsættelse, skal personalet have viden om både vold og funktionsnedsættelser. Derudover skal den voldsudsatte have adgang til tilpasset kommunikation, relevante hjælpemidler og mulighed for personlig assistance på centret. Indsatserne bør bygge på universelle løsninger, der kan tilpasses den enkelte og med et langsigtet perspektiv.

Tæt og systematisk samarbejde mellem institutioner inden for handicapområdet og dem, der arbejder med vold, er afgørende for at undgå uklarheder om blandt andet ansvar.

Målet er ikke kun at beskytte mod vold, men også at styrke autonomi og deltagelse, så den enkelte kan leve selvstændigt og træffe egne beslutninger med den nødvendige professionelle støtte.