Kamilla levede med en voldelig mand i 12 år, før hun ringede efter politiet. Fordi hvordan skulle hun søge hjælp eller fortælle sit netværk om noget, hun ikke vidste, var vold? Gennem et forløb i projektet Videre Uden Vold fik hun hjælp i en turbulent tid til at tage de første skridt til at bryde med volden. En støtte, hun ikke selv havde opsøgt, hvis ikke hun var blevet opsporet.

“Når først man er fanget i det der spil, er det svært at se, at det er forkert,” siger Kamilla. 

I tolv år lever hun sammen med en mand, hvis aggressive og voldelige adfærd hun frygter.  

For to år siden ringer hun en eftermiddag til politiet efter at have været flygtet med deres barn ud af lejligheden.  

Hendes eksmand har drukket alkohol og taget stoffer. Når han er påvirket, bliver han utilregnelig. Kamilla vil ikke have ham ind i deres fælles hjem. Hun barrikaderer hoveddøren med en stol. Hun kan mærke, at noget er anderledes denne gang. Han virker mere aggressiv, og deres barn skal ikke overvære sin far i den tilstand. Af frygt for at eskalere situationen yderligere fjerner Kamilla stolen og forbereder sit barn på, at far er på vej, og at de måske skal gå en tur. 

“Det blev ikke til en gåtur. Vi skulle løbe,” siger Kamilla. 

Hendes eksmand kommer hjem. Han er truende, spytter Kamilla i ansigtet og kaster en genstand i hovedet på hende. Kamilla undviger. Hun råber til barnet, at det skal løbe. Hun flygter lige i hælene på det. 

Det første råb om hjælp 
Fire betjente møder op efter Kamillas opkald. Med adrenalinen pumpende i blodet pakker hun en taske med tøj og andre nødvendigheder, skærmet af politiets beskyttelse. Det er første gang, hun har taget kontakt til politiet. 

“Førhen kunne jeg sige til min eksmand, at han skulle gå ind og sove rusen ud. Han var på daværende tidspunkt begyndt at drikke mere, men hvad skulle politiet gøre ved det? Jeg tænkte, at det kunne betjentene ikke bruge deres tid og ressourcer på. Han var jo en helt anden, når han var ædru,” siger Kamilla og tilføjer, at hun indtil denne episode ikke havde følt, hun behøvede politiets beskyttelse. 

Og det selvom hun flere gange har været bange for sin eksmand. 

“Der var ikke nogen, der vidste, at det var så slemt, for det er ikke noget, du fortæller andre. Du lærer at leve med det og at håndtere de situationer, der opstår,” siger Kamilla. 

Hun og barnet tager derefter hjem til et familiemedlem, hvor de opholder sig i en periode, indtil hun finder sin egen lejlighed.  

“Jeg ville ønske, at jeg i stedet var blevet henvist til et krisecenter frem for selv at skulle finde et midlertidigt sted at være,” fortæller Kamilla. 

Under opholdet hos familiemedlemmet ansøger hun om skilsmisse med vold som begrundelse. Kamilla ved, at flugten fra lejligheden er en eskalering og begynder at opfatte episoden for, hvad den er: Vold. 

Når volden får sit navn 
Til et møde på kommunen kort tid efter rækker en sagsbehandler hende en pamflet, hvorpå forskellige typer af vold er beskrevet. Kamilla forstår nu, at hun har været udsat for partnervold gennem hele sit forhold.  

Da Kamilla ringer til politiet, er det første gang, hun rækker ud efter hjælp efter 12 år med en voldelig partner. Hun har end ikke fortalt sin familie eller nogen andre om, hvad der foregik derhjemme. 

“Min far sagde til mig for nylig, at han var skuffet over, at jeg ikke havde fortalt ham om volden. Men jeg kunne ikke fortælle ham noget, jeg ikke vidste, hvad var. Jeg blev først klar over, hvad jeg var udsat for, efter jeg forlod min eksmand,” siger Kamilla. 

Samarbejdet mellem Kamilla og hendes eksmand går udmærket det første halve år efter skilsmissen. Hans utilregnelighed dræner dog Kamilla i længden, og det bliver tiltagende vanskeligt for hende at skabe ro og tryghed om barnet. Til sidst ser Kamilla ikke anden mulighed end at søge om den fulde forældremyndighed. Efter et langt og opslidende forløb, først i Familieretshuset og derefter i familieretten, tildeles Kamilla den fulde forældremyndighed over barnet. Samtidig træffes der afgørelse om, at eksmanden ikke skal have samvær med barnet. Herefter oplever hun, at han bliver mere opsøgende og truende. 

“Jeg tror, han blev bitter,” siger Kamilla. 

Ingen hjælp uden opsporing 
Selvom bruddet på dette tidspunkt ligger et år tilbage, fortsætter volden, og Kamilla forsøger fortsat selv at navigere i de systemer, der kan hjælpe med at skabe sikkerhed, blandt andet gennem møder med kommunen. Hun står alene og har hverken opsøgt eller fået tilbudt voldsfaglig hjælp.  

En eftermiddag er hun og barnet ude for en voldsom og skræmmende konfrontation fra hendes eksmand, og hun får igen brug for at tilkalde politiet. Efter hændelsen søger Kamilla om strakstilhold. Inden da har hun søgt om tilhold af flere omgange, men uden held.  

“Det var med møje og besvær, at jeg fik det tilhold,” siger Kamilla.  

Nogen tid efter konfrontationen går polititilholdet endelig igennem. 

Kort tid efter konfrontationen præsenterer samme sagsbehandler hende for projektet Videre Uden Vold, et tværsektorielt samarbejde mellem kommuner, politi og voldsfaglige organisationer med fokus på opsporing af vold i nære relationer. Kamilla er bange, udmattet og fyldt op efter på egen hånd at have forsøgt at skabe ro og sikkerhed. 

“Folk spurgte mig om, hvorfor jeg var så bange, og hvorfor min eksmand skulle have lov at fylde så meget. Men jeg vidste jo ikke, hvad han kunne finde på. Jeg oplevede jo en tiltagende aggressiv adfærd. Jeg var nødt til at kunne forudse hans næste træk,” siger Kamilla. 

Hun vil gerne tage imod tilbuddet om et forløb i Videre Uden Vold. 

Hurtigt efter får hun et opkald og bliver visiteret til projektet. I den anden ende af røret taler et forstående menneske, der ikke møder hende med unødvendig medlidenhed, siger hun. 

“Hvis jeg selv skulle have taget det første skridt til at deltage i Videre Uden Vold, selv have foretaget det første telefonopkald for at deltage i projektet, havde jeg ikke ringet og dermed ikke fået hjælp,” siger Kamilla og forklarer, at det var hun for udmattet til.  

Fuld åbenhed 
Efter visitationen får Kamilla tilbud om et kortere samtaleforløb med Marie Bagger, som er voldsfaglig rådgiver hos LOKK i projektet.  

“At deltage i Videre Uden Vold har åbnet op for en masse oplevelser, som jeg havde fortrængt. Jeg har også nu indsigt i de voldsformer, jeg har været udsat for, og kan nu se, at mine oplevelser ikke var normale. Min rådgiver har guidet mig,” siger Kamilla om forløbet. 

Hvad angår den vold, hun har været udsat for, har det efterfølgende ikke været et tabu for Kamilla: 

“For mig er det vigtigt at kunne fortælle min historie, fordi det også forklarer, hvem jeg er som person. Det forklarer, hvis jeg kan være følelsesmæssigt ustabil i perioder, eller hvorfor noget er gået galt. Jeg føler, hverken det er flovt eller et tabu at tale om mine oplevelser med vold.” 

Placeret i venteposition
Efter samtalerne med Marie Bagger har Kamilla færdiggjort sit straks-forløb. 

“Jeg var helt knust, da mit forløb sluttede, fordi nu har jeg ikke nogen at tale med,” siger Kamilla. 

Forløbet i Videre Uden Vold har været afgørende for Kamilla i den akutte fase og har hjulpet hende med løbende at vurdere sikkerheden for hende og barnet, tage de første skridt i forståelse og bearbejdning af volden samt sikre brobygning til videre hjælp. 

Nu deltager hun i et ambulant gruppetilbud for kvinder, der har været udsat for vold. Et kapitel, der også er ved at lakke mod sin ende. Hun venter desuden på at kunne komme til psykolog med henvisning fra sin læge. 

“Selvom jeg er i venteposition nu, kan jeg ikke slappe af, for hvis jeg først får sat mig i sofaen og sætter en film på, bliver jeg siddende i en uge og vil forsømme mine andre ansvarsområder. Så udmattet er jeg,” siger Kamilla. 

Kamilla oplever fortsat, at hendes eksmand er opsøgende. Uden de voldsfaglige forløb føler hun, at hun igen står alene med at skulle navigere i f.eks. kommende retssager og kontaktforsøg fra eksmanden.  

Selvom Kamilla har fundet hjælpen helt afgørende for, hvor hun er i dag, så oplever hun også, at systemet svigter ved, at hun nu igen står alene med alt det, der fortsat skal håndteres både praktisk, følelses- og sikkerhedsmæssigt.  

Kamilla er ikke i tvivl om, hvad hun ønsker for andre i lignende situationer:

“Jeg ville have haft gavn af en fast støtteperson til at kunne læne mig op ad med det samme, og som kunne hjælpe mig med at navigere i situationen og ikke mindst i systemet.”