Vedrørende jeres sagsnr. 2023 – 3047

Høringssvar fra LOKK (Landsorganisationen af kvindekrisecentre) til forslag til Lov om ændring af lov om social service og forskellige andre love (ligestilling af krisecentertilbud til mænd)

Digitaliserings- og ligestillingsministeriet har den 6. oktober 2023 sendt udkast til lov om ændring af social service og forskellige andre love (ligestilling af krisecentertilbud til mænd) i høring.

LOKK takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslag med høringsfrist den 8. november 2023.

LOKK er overordnet set positiv overfor udvidelsen med §§ 109a og 109b og for lovforslaget som helhed. Vi noterer os også med glæde, at flere af vores tidligere inputs til arbejdet med ligestilling i servicelovens §109 er taget med i lovforslaget.

Vi ønsker at fremhæve som særligt positivt, at:

  • Alle voldsudsatte personer uanset køn får ret til voldsfaglig støtte og rådgivning på et krisecenter.
  • Målgruppen præciseres i stk. 1
  • Formålet med krisecenterophold beskrives i stk. 2
  • Børn, der oplever fysisk eller psykisk vold i nære relationer, kan få psykologhjælp med samtykke fra blot en forældremyndighedsindehaver.
  • Krisecenterledernes ret til optage/visitere står uforandret. 

Resumé af LOKKs bemærkninger:

LOKK's høringssvar til det foreslåede lovforslag om ændringer i Lov om Social Service § 109 fremhæver vigtigheden af en præcisering af krisecentrenes indsats, beskyttelse af børns rettigheder, samt en præcisering af begrebet voldsfaglighed i lovgivningen. Der opfordres ligeledes til at tydeliggøre retningslinjerne for finansiering og etablering af tilbud jf. §§ 109a og 109b. LOKK opfordrer endvidere til, at man sikrer vidensgrundlaget for de nye krisecentres praksis, for således at kunne garantere en grundig visitation og høj faglighed på kommende krisecentre. LOKK's bidrag søger at styrke og forbedre de foreslåede ændringer med henblik på at skabe et mere robust system til beskyttelse af voldsudsatte og deres børn.

LOKKs bemærkninger:

1. Nødvendigt med præcisering af krisecentrets kerneydelse 

LOKK er enig i, at endemålet med krisecentrets indsatser skal være at ’bidrage til, at kvinden/manden/personen og eventuelt ledsagende børn kan etablere en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig’.

Vi bakker op om ministeriets ønske om at præcisere krisecenterindsatsen i forhold til de øvrige indsatser i serviceloven. En sådan præcisering kan styrke grundlaget for et konstruktivt samarbejde mellem kommunen og krisecentret med fokus på voldsudsattes behov.

Det er dog vores vurdering, at den ønskede præcisering ikke opnås i udkastet. Usikkerheden knytter sig til 2. sætning i formålsbestemmelsen (stk. 2) ”Beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning under ophold må ikke erstatte den øvrige hjælp og støtte, som kvinden har behov for og ret til efter denne lov”. Denne præcisering af, hvad indsatsen ikke må være rummer for stor usikkerhed og har ganske vide fortolkningsmuligheder. Formuleringen vil forventeligt blive fortolket forskelligt fra kommune til kommune, hvilket kan udfordre muligheden for at sikre en ensartet faglig standard uanset, hvor man kommer på krisecenter.

LOKK vil derfor opfordre til, at der i de specielle bemærkninger (f.eks. på side 31 og tilsvarende for §§ 109a-b) indføres en positiv og ikke udtømmende liste over, hvad der i hvert fald kan og/eller skal indgå i krisecentrets indsats.

En sådan positivliste, som beskriver krisecentrenes kerneydelser, vil skabe klarhed og grundlag for forventningsafstemning for både kommune og krisecenter samt bidrage til en mere ensartet krisecenterpraksis. Endvidere kan det bidrage til en afklaring af, hvilke øvrige tilbud efter serviceloven en borger indskrevet på § 109 tilbud, kan have behov for, som ikke er en del af krisecenterindsatsen.

LOKKs forslag til en beskrivelse af krisecentrenes kerneydelse:

Fra forskning er det velkendt at, voldens konsekvenser kan trække tråde i alle aspekter af den udsattes liv. Vi anbefaler derfor, at det i forarbejderne fremhæves, at den voldsfaglige indsats skal være en helhedsorienteret indsats, der bl.a. omfatter:

        • Sikkerhedsforanstaltninger og løbende sikkerhedsvurdering (design, adfærd, procedurer, digitalt), tilpasset målgruppe for krisecentret.
        • Voldsfaglig indsats med fokus på en afdækning af den voldsudsattes samlede situation, som adresserer individuelle behov og udfordringer, samt vejleder om rettigheder og muligheder fx i forhold til familieret- og strafferetlige sager. 
        • Psykosociale rådgivningsforløb med fokus på bearbejdning af voldens konsekvenser. Den psykosociale indsats understøtter også identitetsopbygning med fokus på at etablere et stabilt fundament for et trygt og frit liv uden vold. Den helhedsorienterede tilgang omfatter herudover psykologhjælpen, jf. stk. 9 og 10 i §§ 109-109b.
        • Børnefaglig indsats med fokus på rettigheder, fremme af trivsel samt bearbejdning af volden, herunder støtte til barnet i forbindelse med fx skolegang, familieretlige, strafferetlige og andre spørgsmål relateret til barnets muligheder for at leve et trygt og frit børneliv.
        • Voldsfagligt efterværn i forbindelse med og i perioden efter udskrivning fra krisecenter. Dette indebærer ofte udarbejdelse af en ny sikkerhedsvurdering og psykosocial støtte til den voldsudsatte, relateret til voldens konsekvenser, fx isolation, dårlig økonomi eller psykisk og fysisk mistrivsel. Desuden skal voldsfagligt efterværn sikre, at den voldsudsatte kvinde fortsat er velinformeret om sine rettigheder og kan udøve dem i forbindelse fx med møder i Familieretshuset, retten eller kommunen. Det voldsfaglige efterværn omfatter også støtte i samarbejdet med den koordinerende rådgiver jf. stk. 7, herunder hjælp til deltagelse i møder, udarbejdelse af dokumenter mv. i det omfang kvinden måtte have behov herfor.

En beskrivelse af krisecentrenes kerneydelser vil, udover at skabe klarhed over arbejdsfordelingen mellem krisecenter og kommune, også kunne danne grundlag for Socialtilsynets tilsyn. Socialtilsynets løbende tilsyn har i dag ikke fokus på kvaliteten af krisecentrenes voldsfaglige indsats. En præcisering af kerneydelserne på krisecentre vil både skabe et bedre fundament for krisecentrenes interne kvalitetsarbejde og for tilsynet med krisecentrenes voldsfaglige indsats og specialisering. Endvidere vil Socialtilsynet kunne inddrage en beskrivelse af kerneydelser i deres godkendelser af budgetter, ved takstfastsættelse og under deres skærpede økonomiske tilsyn med krisecentrene.

Det aktuelle fokus på de stigende udgifter i sektoren og KLs ønske om at indføre takstlofter understreger vigtigheden af en fælles forståelse af krisecentrenes kerneydelse.

2. Koordinerende rådgivning 

På nuværende tidspunkt eksisterer der en markant forskel i tilgangen til og omfanget af den koordinerende rådgivning.

Nogle kommuner lever ikke op til den beskrivelse og standard, der er fastlagt i den nuværende lovgivning jf. SEL § 109 stk. 7. Dette har potentielt store konsekvenser for de voldsudsatte voksne og børn, der søger hjælp på krisecentre. Denne mangel på klarhed og ensartethed er problematisk og bør adresseres i den reviderede lovgivning. Mange kvindekrisecentre føler sig i dag nødsaget til at udfylde hullerne i den koordinerende rådgivers arbejde, ofte uden rimelig kompensation, for at sikre en ordentlig voldsfaglig indsats.

En anerkendelse af voldsfagligt efterværn, som en del af krisecentrenes kerneydelse (som foreslået ovenfor), vil styrke krisecentrenes mulighed for at skabe et godt samarbejde med den koordinerende rådgiver og en god overgang til et liv uden vold, men skal ikke omfatte de opgaver, som kommunen er forpligtet til at varetage. Med tilføjelsen af voldsfagligt efterværn som en del af kerneydelsen og takstgrundlaget for krisecentrene vil den efterforsorgsindsats, som voldsudsatte mænd under §110 i dag modtager på mandecentrene kunne fortsættes under §109.

3. Afgørelse om optagelse og udskrivning på krisecenter

LOKK har med glæde bemærket, at krisecenterledernes kompetence til at optage/visitere står uændret, hvilket sikrer at voldsudsatte fortsat kan få beskyttelse, modtage voldsfaglig støtte og rådgivning, når som helst behovet opstår. Vi er på vores medlemmers vegne glade for den fortsatte tillid til krisecentrenes voldsfaglige vidensgrundlag og kompetence.

For at kunne varetage optagelse/visitations- og udskrivningsretten, er det afgørende at have voldsfaglige kompetencer. Her gælder det, at man både har viden om voldens dynamikker og konsekvenser, men i høj grad også har en grundig viden om og faglig forståelse af beskyttelsesbegrebet.

Kvinder bliver visiteret til et krisecenterophold, hvis:

      1. Den voldsudsatte kvinde har et akut behov for fysisk beskyttelse
      2. Den voldsudsatte kvinde er nedbrudt af volden og har behov for psykisk beskyttelse
      3. Den voldsudsatte kvinde har behov for støtte til at kende og udøve sine rettigheder i relation til voldsudsættelsen (fx i forbindelse med opholdsgrundlag)

Kvinder, som kommer på krisecenter, har gennemsnitligt levet i vold i 5-10 år. Derfor er det en omfattende, og nogle gange en længerevarende indsats som skal til for, at kvinderne kan arbejde hen imod “en tilværelse uden vold i egen bolig”. Dette i kraft af, at behovet for beskyttelse og rådgivning løbende ændrer sig i takt med udviklingen i kvindens sag, eks. ved politianmeldelser, sager i Familieretshuset o. lign.

I lyset af flere formuleringer i bemærkningerne til lovforslaget er LOKK bekymret for, om krisecentrene også fremadrettet bibeholder retten til at vurdere udskrivningsparatheden.

Af bemærkninger fremgår det under punkt 2.3, at “personen har et behov for et akut botilbud” samt at formålet med opholdet efter § 109 er ”selvstændig tilværelse i egen bolig”. Disse bemærkninger kan læses som et ønske om at forkorte krisecenterophold i stil med Housing First-tilgangen.

Her er det igen vigtigt for os at understrege, at et krisecenterophold først og fremmest er en højt specialiseret voldsfaglig indsats, hvor voldsfaglig rådgivning og beskyttelse er hovedelementer i indsatsen. Selve botilbudsdelen på krisecentre er nødvendig af andre årsager end at afhjælpe hjemløshed som på § 110.

Kvindekrisecentrene arbejder løbende med revisitation under ophold på krisecenter, som en aktiv del af den voldsfaglige praksis. Indsatsen med at vurdere om kvinden er i målgruppe for § 109 stopper ikke ved visitationen, men udvikler sig i takt med opholdet og kvindens behov for støtte og rådgivning samt med den aktuelle sikkerhedssituation.

Derfor opfordrer LOKK til, at det i bemærkningerne til lovforslaget præciseres og tydeliggøres, at udskrivning fra krisecenter skal ske på baggrund af en voldsfaglig vurdering. Det er afgørende, at revisitation foretages af krisecenterpersonale, som sikrer at ophold på krisecenter fortsat er på baggrund af vold og behovet for beskyttelse.

4. Voldsfaglighed

Det er afgørende for at bryde med volden, at den samlede krisecenterindsats er funderet på voldsfaglighed.

Voldsfaglighed omfatter den viden, erfaring og forståelse, som fagligt personale opnår gennem deres arbejde med kvinder og børn, der har været udsat for vold. Voldsfaglighed er grundlaget for krisecentrenes evne til at foretage vurderinger af sikkerhed og beskyttelse - samt at forstå voldens konsekvenser, og derved kunne tilbyde den relevante støtte og rådgivning. En voldsfaglig tilgang baserer sig på en forståelse af de fysiske og psykiske konsekvenser af vold samt de sociale og økonomiske udfordringer, som den voldsudsatte står over for.

For at sikre et højt voldsfagligt niveau på nye og eksisterende krisecentre, og for at kvalificere krisecentrenes visitation og revisitation af målgruppen, opfordrer LOKK til at ‘voldsfaglighed’ præciseres i forbindelse med lovgivningen, så det bliver klart for alle interessenter, hvad der menes med voldsfaglighed og hvilke forpligtelser, der er forbundet hermed.

5. Fortsat manglende fokus på børns beskyttelse og rettigheder på krisecenter

LOKK bifalder, at forslaget tydeligt skriver, at børn udsat for vold får ret til psykologhjælp med kun én forælders samtykke. Dog bemærkes det, at forslaget fortsat omtaler børn som ledsagere fremfor som selvstændige rettighedshavere, der har været udsat for vold. Det er problematisk, at børn med forslaget fortsat blot ses som ledsagende til forælderen. Den vold børn udsættes for – direkte eller indirekte – er dybt skadelig og kræver en voldsfaglig indsats fra specialuddannet personale.

Indsatserne til børn skal bero på en stærk børne- og voldsfaglighed, der bidrager til, at børn får hjælp, støtte og rådgivning til at bearbejde voldens konsekvenser, så de kan leve et liv fri fra vold – nu og resten af livet. Den forebyggende indsats for børn må og skal defineres tydeligt i forslaget for at forebygge generationsvold og sikre børns ret til at leve et liv uden vold.

Udover den voldsfaglige indsats skal børn på krisecenters ret til skolegang, lægehjælp, og muligheder for at komme i daginstitution, og leve et almindelige børneliv også sikres, og således være en del af den samlede indsats til børn på krisecenter.

LOKK opfordrer til, at ‘indsatser til børn’ på krisecentre anerkendes som en del af kerneydelsen, og at der i Socialtilsynets tilsyn indgår en evaluering af krisecentrenes ‘indsatser til børn’. Det er essentielt at fremhæve, at de børnefaglige indsatser på krisecentrene er specialiserede og fokuserede på at håndtere de konsekvenser, som børnene oplever på grund af volden.

I bemærkningerne til lovforslaget savnes også en understregning af børns ret til beskyttelse fra voldsudøver i forbindelse med samvær under og efter ophold på krisecenter.

Ved etablering af krisecentre for voldsudsatte mænd bør der endvidere sikres en faglig stærk visitation, så voldsudøvere ikke uretmæssigt tager ophold på et krisecenter med sit barn/sine børn før den voldsudsatte part, og derved bruger barnet/børnene som en brik i en fortsat voldsudøvelse.

Disse bekymringer understreger vigtigheden af at beskrive og definere børnenes selvstændige rettigheder og det voldsfaglige element i børneindsatsen i lovgivningen og i sikringen af en solid tilsynsmekanisme.

6. Finansieringsgrundlag og etableringsret

Finansieringsmodellen af §§ 109a og 109b fremstår uklar. Dette rejser en række spørgsmål om bæredygtigheden af den nuværende finansieringsstruktur, især i lyset af KLs aftale med regeringen om at indføre takstlofter. Mens bemærkningerne til lovforslaget hævder, at udvidelsen af målgruppen ikke vil påvirke finansieringen af kvindekrisecentre, er det vigtigt at påpege, hvordan takstlofter og andre politiske beslutninger potentielt kan påvirke finansieringen af kvindekrisecentre og dermed forringe kvaliteten af det arbejde, som udføres på kvindekrisecentrene i Danmark. Det er derfor nødvendigt at afklare, hvordan finansiering fremadrettet sikres, så kvindekrisecentrene ikke oplever en forringelse af deres rammer og den voldsfaglige indsats.

LOKK er endvidere af den holdning, at etableringsretten for tilbud efter §§ 109a og 109b bør bero på voldsfaglighed og en analyse af behovet for pladser både geografisk og i relation til antal pladser. Der bør således fastlægges en række centrale kriterier for etableringen af tilbud under § 109.

   

Forlad side